Reklamer på Twitter har stort potentiale

Forleden offentliggjorde mikroblog-siden Twitter, at brugerne snart ville få reklamer at se – eller “promoted tweets”, som Twitter selv kalder dem. Konceptet er enkelt: Firmaer kan købe bestemte nøgleord, og når brugere søger efter dette ord, vil et af firmaets tweets stå øverst på siden med søgeresultater. Reklame-tweeten vil være markeret, så brugere kan skelne mellem reklame og søgeresultater. Senere vil Twitter placere reklamer direkte i brugernes feed, tilpasset de personer, som brugeren følger. F.eks. vil en person, der interesser sig for musik, have større sandsynlighed for at modtage reklamer om nye albums.

Konceptet minder meget om de succesfulde reklamer på Googles søgesider, der også er baseret på brugernes søgninger. Dog med den forskel, at Twitters reklamer skal være noget, som firmaet bag allerede har tweetet. Twitter vil desuden måle reklamernes såkaldte “resonans”, der er et mål for, i hvor høj grad brugerne kommenterer reklamerne, sender dem videre til venner, klikker på links og så videre. Reklamer med lav resonans vil forsvinde fra søgeoversigten.

Kravet om resonans betyder, at reklame-tweets må adskille sig fra den gennemsnitlige bannerreklame, som brugeren belemres med. Reklame-tweeten må være interessant nok for brugerne til at de sender den videre eller diskuterer den. På samme måde som virale reklamer må reklame-tweets bidrage med noget af værdi, som brugerne vil dele med hinanden.

Siden 2006, hvor Twitter startede, har sidens eneste indtægt været en lille aftale med Google og Microsoft, der gav disses søgemaskiner adgang til live-opdaterede versioner af tweet-strømmen. Men takket være lave driftsomkostninger og en stab på blot 140 ansatte (per 3. marts 2010) har firmaet alligevel formået at give overskud, til forskel fra internetsucceser som Amazon og Facebook, der gav underskud de første år. På trods af sin lille størrelse har Twitter dog ingen problemer med at tiltrække øjne: Antallet af besøgende stiger eksplosivt, og i januar i år slog knap 75 mio. internetsurfere vejen forbi mikroblog-siden. Der er med andre ord et stort potentiale, nu hvor Twitter har en forretningsmodel, der for alvor skal forvandle de mange besøgende til penge på bankbogen.

Ikke alle er lige begejstrede for Twitters reklameplaner; nogle går så langt som til at kalde reklame-tweetsene for “onde”. Men kritikerne glemmer, at når firmaer som YouTube, Facebook, Gmail og ja, også Twitter, stiller gratis ydelser til rådighed for sine brugere, er det fordi firmaerne gerne vil tjene penge på at vise annoncer. Jagten på profit er ikke noget at skamme sig over, det er det, der driver hele den teknologiske udvikling og resulterer i dens mange fantastiske frugter.

6 Comments April 18, 2010

Tillykke, Dot Com

Dot com-adressen kan fejre 25-års jubilæum. Den 15. marts 1985 registrerede computerfirmaet Symbolics adressen symbolics.com og blev dermed den første virksomhed på det kommercielle internet. Internettet blev dengang mest brugt af forskere og militæret til udveksling af data, og få havde nogen tiltro til de kommercielle muligheder i nettet: Apple ventede med at registrere sit første dot com-domæne til 1987, og først i 1991 kunne man surfe forbi adressen Microsoft.com. Og selv i 1997 var man kun nået op på en million dot com-adresser. Siden har meget ændret sig. Der eksisterer i dag knap 100 millioner. dot com-adresser, og hver eneste måned kommer der op mod trekvart million nye adresser til.

I sig selv er internettet intet andet end ledninger og servere, der forbinder computere med hinanden. Men det er netop denne enkelhed og mangel på central styring, der har gjort det kommercielle internet til den succes, det er. Blandt menneskets bedste kvaliteter er vores evne til at samarbejde, og nettet har gjort det lettere for os at finde samarbejdspartnere end nogensinde før. Vi køber ind, diskuterer, finder kærester eller gamle klassekammerater, ser film, læser nyheder, udfylder selvangivelser og meget andet på internettet. Og en stadig voksende del af os har et job, der ikke ville eksistere uden internettet.

Hvis en statslig myndighed havde planlagt internettet, ville meget have set anderledes ud. YouTube, Facebook, Wikipedia og andre tidsrøvere ville aldrig være noget, et centralbureaukrati ville prioritere ressourcer på. Hvem har dog tid til at kigge på videoer af dansende katte eller følge med i ens venners formåen i Farmville? Og hvorfor i al verden bruge et opslagsværk, som selv 5-årige kan redigere, når Den Store Danske Encyklopædi står klar på hylden i 20 binds læderindbunden ekspertviden?

For et eksempel på, hvordan internettet kunne have set ud med statslige bureaukrater ved roret, kig på tekst-tv: Sløvt at bruge, centralt bestemt indhold og ikke én pixel spildt på tant og fjas.

Netop fordi internettet er decentralt og forholdsvis ureguleret, har det bragt magten ud til folket. Undertrykkende regimer kan ikke længere styre mediestrømmen, når beretninger om overgreb mod civilbefolkningen havner på Twitter og YouTube. Som virksomhed skal man passe ekstra på, når enhver vred kunde kan oprette sin egen blog. Og vestlige regeringers forsøg på at stække ytringsfriheden mister noget af effekten, når borgerne kan gå ind på hjemmesider i andre lande og læse de forbudte ord.

71 Comments March 15, 2010

Viral marketing: Gode og dårlige eksempler

I gamle dage var kommunikation en ensrettet gade: Fra annoncøren til den potentielle kunde. Virksomheden indrykkede en annonce med sit budskab, og så havde læseren værsågod at sidde ned og være opmærksom. Sådan er det ikke længere. Med tjenester som Twitter, Facebook og YouTube er der opstået nye måder at sprede sine budskaber, og viral marketing er en af dem.

En af de første eksempler på viral marketing er den amerikanske kult-serie “Mystery Science Theater 3000″. Serien kørte kun på den dengang nystartede Comedy Central, og for at udvide seerskaren blev fans opfordret til at optage episoderne på VHS-bånd og dele dem med deres venner. Taktikken gav pote, og er utvivlsomt en del af forklaringen på, at et show, der udsatte sine seere for klip som dette, i 2007 kom på Time Magazines top-hundrede liste over bedste tv-serier.

Et andet tidligt eksempel på viral marketing var markedsføringen af filmen The Blair Witch Project og rygterne omkring den, ligesom Hotmail drog fordel af brugernes netværk ved at vedhæfte teksten “Get your private, free email at http://www.hotmail.com” til hver email.

Viral marketing er ikke det samme som mund-til-mund. Ved mund-til-mund gør en virksomhed noget, hvorefter kunden fortæller 5-10 venner om det. Måske er det en ny CD, som man anbefaler andre at købe, eller en dårlig oplevelse på en restaurant, som man fraråder andre at besøge. Men medmindre ens venner prøver produktet og får den samme oplevelse, er det meget usandsynligt, at de fortæller det videre. Et budskab spredt via mund-til-mund hurtigt dør ud, ligesom et ekko.

Viral marketing fungerer stik modsat: En person hører virksomhedens budskab og fortæller 5-10 venner om det. Hver ven fortæller det derefter videre til 5-10 andre venner, og så videre. Budskabet spredes gennem en selvforstærkende effekt, ofte uden virksomhedens hjælp (eller kontrol).

Fordelene ved viral marketing er åbenlyse: For det første er det billigt, da en vellykket kampagne kan nå millioner af mennesker uden dyre dagbladsannoncer eller tv-spots. For det andet skaber det større troværdighed, når afsenderen er ens svoger, i stedet for et ansigtsløst multinationalt firma. For det tredje kan den rette kampagne skabe et “buzz”, når folk taler med hinanden om produktet. F.eks. var kampagnen for Blair Witch-filmen så succesfuld, fordi den gav grobund for rygter om, hvorvidt filmen var fiktion eller fakta.

Men det er også muligt at brænde sig gevaldigt på viral marketing. Modsat traditionel envejs-kommunikation har virksomheden ikke længere kontrol over budskabet, når først kampagnen er skudt i gang. Ens brand kan derfor ende med at blive brugt i en sammenhæng, som man for alt i verden vil undgå.

Her kommer derfor et par tommelfingerregler til viral marketing, samt nogle kampagner, der enten var succesrige eller endte med at give bagslag.

(more…)

88 Comments March 8, 2010

Danmark er et dejligt land trods alt

Den ene internationale undersøgelse efter den anden bekræfter det: Danskerne er verdens lykkeligste folkefærd. Det kan være svært at forstå på en gennemsnitlig hverdag med regn, kulde og blæst. Og sure venstreorienterede står da også i kø for at fortælle, hvor meget de skammer sig over at være danske. Men selv på den mest forblæste regnvejrsdag kan jeg ikke give dem ret: Danmark er sgu et godt sted at leve.

Fra  jeg fyldte 16 år har jeg boet i udlandet 20 pct. af mit “voksenliv”. Sidst boede jeg og min familie på Cypern i nogle år, så jeg har også prøvet at se Danmark på afstand. Der er rigtigt mange områder, hvor Danmark kunne lære noget af Cypern, og omvendt. Her kan jeg fremhæve den del af sundhedssystemt vi oplevede, skattesystemet og ikke mindst den ekstreme lave kriminalitet. Men med alt lagt sammen er Danmark nok det bedste sted at leve, selv om jeg savner Cypern.

Tag blot den danske sommer. Hvor kornet står smukt og gyldent, og hvor kønne piger i lårkort pynter i gadebilledet. På Cypern og i syden generelt er sommeren så ulidelig varm, at man alligevel ikke kan gøre andet end at sidde inde, og på de breddegrader falder mørket på, før man har set sig om. Så savner man virkelig den lune danske sommeraften, hvor man sidder længe ude og nyder et koldt glas, mens lyset langsomt svinder bort.

Og hvad er smukkere end Dannebrog, vajende fra den hvidmalede flagstang eller som et lille papirflag på det veldækkede fødselsdagsbord. Ikke som et tegn på indelukkethed og national selvtilfredshed, tværtimod. Jeg elsker Dannebrog, fordi det repræsenterer vores lands lange tradition for åbenhed og frihandel med resten af verden. Vi har altid forstået, at varer, skikke og mennesker fra andre lande kan styrke os. Og mens andre lande har sænket grænsebommene og ført protektionistisk politik, har handelsnationen Danmark vokset sig velstående.

Frisindet er også en rodfæstet del af den danske folkesjæl. Vi var det første land i verden, der tillod registreret partnerskab for homoseksuelle, og med pornoens frigivelse slog vi fast, at ytringsfriheden også gælder for dem, der ikke har tøj på. Modsat mange andre lande har kirken ikke stor politisk magt, og enhver er fri til at udøve sin religion, som det passer én.

Under 2. verdenskrig blev vores frihedsidealer virkelig sat på prøve. Og mens politikerne dukkede hovederne og førte samarbejdspolitik med nazisterne, satte almindelige danskere livet på spil i kampen mod besættelsesmagten, enten gennem sabotage eller ved at hjælpe forfulgte til udlandet. Vi kan takke USA og England for, at Danmark igen blev frit, men var det ikke for de mange modige modstandsfolk, ville totalitarismens ofre have været endnu mere talrige.

Når danskerne gang på gang kåres til det lykkeligste folk i verden, er det ikke fordi vi har en stor stat. I det kommunistiske Østtyskland fyldte staten endnu mere, og der man måtte bygge en mur for at forhindre folk i at flygte. Danskerne er lykkelige, fordi vi under al vores velfærdssnak holder borgerlige dyder i hævd, såsom frisind, åbenhed og modet til at kæmpe mod undertrykkelse. Dyder, der gør Danmark til et dejligt sted at leve.

58 Comments March 2, 2010

Bill Clinton har en stor del af skylden for subprime- og finanskrisen

De fleste af hos af os har hørt om Fannie May og Freddie Mac – de to såkaldte ”government sponsered entities” som i princippet gik bankerot i forbindelse med subprime-krisen, men som selvfølgelig på grund af deres halvoffentlige status var ”for store til at fejle” og fik ubegrænset støtte fra den amerikanske regering/FED. Fannie og Freddies vanvittige opkøb og videresalg af dårlige realkreditlån var en af årsagerne til subprime-krisen og den efterfølgende finanskrise.

Hvad de fleste dog ikke ved er, at Bill Clinton også har en stor del af æren for subprime- og finanskrisen. Bill Clinton sørgede for at ”The Community Reinvestment Act” (CRA) – en lov der var blevet til under Jimmi Carter – fik ny næring under Clintons administration.

CRA var en lov som medførte, at banker ville blive sagsøgt, hvis de diskriminerede over for minoriteter og ikke gav dem realkreditlån i et omfang som stillede de offentlige myndigheder tilfredse. Samtidig var renten lav og hovedparten af det politiske establishment i USA var i en form for frenzy om at alle skulle have råd til egen bolig. Det så man f.eks. også i form af ”Equal Credit Opportunity Act”, Department of Housing and Urban Developments handlinger (satte godkendelsesstandarden ned for lavindkomstgrupper, når de søgte om realkreditlån og sagsøgte banker som ikke ville yde realkreditlån til minoriteter) og de skattefordele, der blev givet i forbindelse med huskøb.

Sammenholdt med den til stadighed alt for lave rente, der måtte stige til sidst, var kollapset uundgåeligt.

Det kan undre, at det er i kapitalismens højborg, man fører en helt igennem socialistisk boligpolitik. Én af grundene er naturligvis den skam en del amerikanere stadig føler over deres historie, altså behandlingen af sorte amerikanere. Imidlertid har det jo intet med hinanden at gøre og konsekvenserne har jo også været så vidtrækkende, og det er formentlig gået mest ud over dem, man har forsøgt at hjælpe. I øvrigt – USA er nok slet ikke er så kapitalistisk/liberal, når det kommer til stykket. Man hører jo igen og igen om indgribende lovgivning.

Boligboblen har tydeligvis medført, at alt for mange ressourcer har været allokeret til bygge- og boligindustrien og USA – lige som mange andre lande – vil komme til at lide under det mange år frem. Hovedansvaret er hos regeringer og nationalbanker. Det er de virkelige ansvarlige – ikke banker og finansinstitutioner – sidstnævnte har blot fulgt regeringernes og nationalbankernes udstukne linjer.

Jeg kan anbefale denne bog om finanskrisen: ”Meltdown: A Free-Market Look at Why the Stock Market Collapsed,the Economy Tanked, and Government Bailouts Will Make Things Worse” af Thomas E. Woods Jr.

32 Comments February 28, 2010

Buzz brød privatlivets fred

Google har med lanceringen af deres netværkstjeneste Buzz placeret foden i spinatbedet, hånden i hvepsereden og håret i postkassen. Tjenesten, der blev aktiveret i alle Gmail-konti uden at give brugerne mulighed for at vælge den fra, gjorde det muligt for andre at se ens hyppige email-kontakter.

Konen kunne måske se, at kontakten til en gammel flamme ikke var droppet. For et voldtægtsoffer betød Buzz, at oplysninger om, hvor hun bor og arbejder, blev afsløret for en voldelig eksmand, som hun kun kommunikerede med via en anonym Gmail-konto. Og kinesiske dissidenter – der i forvejen ikke havde det for let, da deres Gmail-konti for noget tid siden blev hacket af det kommunistiske styre – må i endnu højere grad vænne sig til at kigge sig over skulderen.

Fadæsen illustrerer, at privatliv ikke handler om, hvilke informationer man deler, men hvor meget kontrol man har over, hvad man deler. Mange af de informationer, som Buzz afslører, deler tusindvis af danskere i forvejen frivilligt på Facebook. Men Gmail-brugerne blev taget på sengen, da intime oplysninger om deres kontakter pludselig lå til fuld beskuelse på nettet.

Teknologi spiller en stadig større rolle i vores sociale liv – tænk på, hvor mange gange i løbet af en dag, du er i kontakt med dit netværk gennem email, sms, Facebook, chat, etc. Fremtidens udfordring består i at sikre vores personlige oplysninger, ikke blot mod udefrakommende hackere, men også mod ubetænksomme virksomheders åbenmundethed.

2 Comments February 24, 2010

Aviser går papirløs fremtid i møde

I disse år mister papiraviserne læsere, og mange i medieverdenen har udset sig de gratis online-nyheder som syndebukkene. “Hvorfor skulle læserne dog betale for nyheder, hvis aviserne alligevel lægger dem gratis ud på hjemmesiden?” lyder det retorisk. Dette argument er besnærende, men er knap så overbevisende, når man ser på, hvilke aviser, der mister flest læsere.

På dagbladet Børsen har man bestemt ikke tilsluttet sig bevægelsen mod gratis indhold. Modsat alle andre landsdækkende aviser lægger Børsen ikke sine længere artikler ud på hjemmesiden, og selv på mediedatabasen Infomedia kan man kun læse uddrag af avisens artikler. Børsen producerer en vare, som kun abonnenterne har adgang til, og burde ifølge “gratis er skidt”-argumentet være den avis, der bedst formår at fastholde læserne.

Men sådan ser virkeligheden ikke ud. For nyligt opgjorde Gallups Aktualitetsindeks, hvordan det går med avisernes læsertal. Og mens alle aviser mistede læsere i 2009, har ingen mistet så mange af sine læsere som Børsen. Sidste år mistede avisen 36,3 pct. af sine læsere, hvilket er markant flere end konkurrenterne. 16,9 pct. af læserne svigtede således Berlingske Tidende, 14,5 pct. B.T., 15,1 pct. Jyllands-Posten, 12,3 pct. Politiken mens 10,6 procent færre læste Ekstra Bladet. At være karrig med indholdet lader derfor ikke til at være løsningen på avisernes krise.

Men hvordan klarede gratisaviserne sig så? MetroXpress var en af de aviser med det mindste tab, nemlig 5,6 pct. af læserne. Hvorimod gratisavisen Urban mistede næsten lige så mange læsere som Børsen, nemlig 30 pct., mens 24 timer mistede 20 pct. af sine læsere. Intet tyder således på, at gratisaviserne har fundet de vises sten i kampen om læsere.

Måske skyldes det, at selve aviskonceptet, hvad enten det er som gratis- eller betalingsversion, hører det tyvende århundrede til. At trykke nyheder på papir, som derefter skal sendes ud til forbrugerne, gav mening før internettets opfindelse. I dag er det lettere, hurtigere og billigere at hente sine nyheder online, og med e-readers som Kindle og den nye iPad er papiravisen ikke længere det eneste, man kan læse i toget.

Læsertal er selvfølgelig ikke alt; hvis aviserne ikke kan tjene penge at levere nyheder, er der ingen løn til journalisterne. Bannerannoncer er en populær måde at finansiere online-indhold: Giv nyhederne væk gratis og tjen penge på at få mange besøgende. Det er denne model, som Netavisen 180Grader.dk benytter sig af.

En anden tilgang er mikrobetaling for særligt eksklusivt indhold, som Berlingske Tidende så småt vil forsøge sig med.

Og så er der Flattr, et interessant nyt koncept, udviklet af Pirate Bay-stifteren Peter Sunde. Navnet er en sammentrækning af det engelske ord for smiger, “flatter”, og “flat rate”, og systemet går ud på, at man indbetaler et beløb på sin konto og herefter kan belønne bloggere, musikere, fotografer, filmskabere, hvis man synes deres værk fortjener det. Som forklaret i denne video:

Modsat mikrobetaling, som er et beløb, man må betale for at få adgang til indhold, er Flattr helt igennem frivilligt: En mikrobelønning. Artiklerne er gratis tilgængelig, både for dem, der donerer, og dem, der ikke donerer, og sangene er lige gode, hvad enten man giver lidt eller meget.

Dermed minder tjenesten lidt om nyhedssiden Spot.us (tidligere omtalt her) der allerede har succes med at appellere til læsernes gavmildhed. Det nye – og potentielt revolutionerende – ved Flattr er, at det er universelt. I stedet for at have forskellige konti på alverdens hjemmesider, skal brugerne blot indbetale penge ét sted, hvorefter pengene kan bruges overalt på nettet, hvad enten det er YouTube, Facebook eller en blog.

Det vil være ironisk, hvis nyhedsbranchen ender med at blive reddet af en af mændene bag Pirate Bay, der ellers er blevet udråbt til den store skurk. Og mange virksomheder vil nok heller ikke bryde sig om at være afhængige, ikke af deres kunders villighed til at købe et produkt, men af deres barmhjertighed til at betale for noget, de ellers kan få gratis. Men hvis aviser og andre medier skal appellere til en generation, der er vant til, at alt på nettet er gratis, skal de snart i gang med at tænke kreativt.

26 Comments February 21, 2010

Fordomme og fakta om det amerikanske sundhedssystem

Efter vælgerne pegede på republikaneren Scott Brown som senator i den (ellers gennemdemokratiske) amerikanske delstat Massachusetts, lader Obamas sundhedsreform til at være død som en sild. Demokraterne har simpelthen ikke stemmerne til at gennemtrumfe en nationalisering af sundhedssektoren, der i øvrigt har mødt markant modstand fra vælgerne.

Herhjemme tager journalister og kommentatorer sig til hovedet over de dumme amerikanere: “Hvorfor vil de dog ikke have et statsligt sundhedssystem, som vi har her i Danmark?”

I Danmark hersker der desværre en række myter og fordomme om det amerikanske sundhedsvæsen. I aviser og klasseværelser er der således enighed om, at “amerikanske tilstande” betyder, at fattige mennesker må ligge og dø på gaden, fordi de ikke har råd til at blive behandlet. Jeg vil i det følgende forsøge at punktere nogle af disse myter.

Sundhedsforsikringer
For det første er det en myte, at fattige mennesker ikke kan blive behandlet i USA. Lavtlønnede forældre og deres børn er således dækkede af den offentlige forsikringsordning Medicaid, mens alle ældre over 65 år samt handicappede og invalide er dækket af ordningen Medicare. Og hospitalerne er forpligtede til at behandle enhver patient i en nødsituation, hvor patientens liv eller lemmer ellers vil være i fare.

For det andet er det en myte, at hvis man ikke har en forsikring, er det fordi man ikke har mulighed for at få en. Halvdelen af dem, der mangler en forsikring, kunne faktisk godt få en forsikring, hvis de gjorde en indsats for at få en (PDF). Enten fordi de lever op til kravene til at blive dækket af en offentlig forsikring, men ikke har udfyldt papirerne. Eller fordi de tjener nok til at have råd til en forsikring, men alligevel ikke tegner en. Det er ofte unge og raske mennesker, der ikke mener, at de har brug for en forsikring.

En stor del af dem, der vitterlig ikke har mulighed for at få en forsikring, er uden tvivl illegale indvandrere, der kommer til USA i stort tal. Det er i sagens natur svært at få nøjagtige tal, da netop denne gruppe prøver at holde sig ude af myndighedernes søgelys, men et slag på tasken (PDF) lyder på 5,6 mio. Det er naturligvis ikke sjovt ikke at have en sundhedsforsikring, uanset hvilket land man kommer fra. Men det er altså ikke nogen kritik af det amerikanske sundhedssystem, at der er en masse fattige mennesker, der rejser til landet for at skabe sig et bedre liv der.

Hvad kritikerne glemmer
Det er også værd at kigge på nogle af de fordele ved det amerikanske sundhedssystem, som den danske venstrefløj overser. Som jeg tidligere har bemærket, er overlevelseschancerne for kræftramte større i USA end i Danmark, og ifølge OECD er ventetider på behandling markant kortere i USA (PDF). Hvad nytter det at have en statsbetalt sundhedsforsikring, hvis man dør eller mister førligheden på en venteliste?

USA spiller desuden en afgørende rolle i udviklingen af ny medicin. Ud af de 152 største præparater, der på verdensplan er blevet lanceret inden for de sidste 20 år, blev knap halvdelen udviklet i USA (PDF). Og otte af de top ti bedst sælgende præparater er produceret af amerikanske firmaer. Her i Danmark nyder vi derfor godt af USA’s frie sundhedsmarked.

Plads til forbedringer
Det amerikanske sundhedssystem er ikke perfekt, og jeg mener ikke, at vi skal kopiere det ned til mindste detalje. Men modsat hvad danske journalister og kommentatorer tror, er problemet ikke, at staten spiller en for lille rolle. Tværtimod er statslige indgreb med til at gøre sundhedsydelser dyrere.

I USA har hver stat en liste over ting, som en sundhedsforsikring skal dække. Det er selvfølgelig en god forretning for udbyderne af sundhedsydelserne, der derved kan tvinge forbrugerne til at købe deres produkt, hvad enten de har brug for det eller ej. Men det er ikke så smart for mennesker i f.eks. New York, hvor en forsikring lovpligtigt skal dække behandling for barnløshed – en behandling, der let koster over 10.000 dollars. Hvis det var muligt selv at sammensætte sin forsikring, ville mange lavtlønnede nok vælge en sådan behandling fra.

Forvridende skatteregler betyder desuden, at det er billige for arbejdsgivere at købe sundhedsforsikringer til deres ansatte, end hvis de ansatte selv skulle have købt dem. Den der betaler musikken, bestemmer også melodien, og det har en række skadelige effekter, at mange amerikaneres sundhedsydelser bliver betalt af en tredjepart. Amerikanerne bliver ikke opfordret til at være prisbevidste, og forsikringsselskaber må enten hæve priserne eller begrænse deres kunders adgang til sundhedsydelser.

USA’s sundhedssystem er på mange måder det danske overlegent, og lider ikke af nær så mange skavanker, som mange herhjemme tror. Ikke desto mindre kan flere få adgang til sundhedsforsikringer, hvis staten træder til side og lader det frie marked komme til.

Leave a Comment February 3, 2010

Svensken kommer – for at arbejde

I Danmark står vi altid klar med en varm hånd til dem, der ikke kan stå på egne ben. Det er en god tradition, men vi skal passe på ikke at give krykker til de, der sagtens kan gå selv.

For nogle år siden skrev medierne om Post Danmark i Nordsjællands besvær med at skaffe postbude. Der var tusindvis af ledige i Nordsjælland og København, så man skulle tro, at der var rift om arbejdspladserne. Men sådan gik det ikke. Arbejdsformidlingen gav 110 ledige besked på at søge job som postbud hos Post Danmark, men ikke en eneste ville tage arbejdet. Undskyldningerne var mange: Nogle hævdede ikke at kunne cykle, andre påstod, at deres ansøgning var blevet væk i posten. Og andre igen svarede, at det desværre ikke kunne blive til noget, fordi de stod og var på vej på ferie.

Til sidst måtte Post Danmark ansætte svenske postbude, så breve og arbejdsløshedschecks kunne komme ud til danskerne.

Denne historie kan jeg sagtens nikke genkendende til. Overalt i den københavnske servicebranche, hvad enten det er i butikker, på cafeer eller i restauranter, møder jeg ustandseligt svenske “gæstearbejdere”.Og ikke et ondt ord om dem. Vi skandinavere forstår heldigvis hinanden, og hvis svenskere kan tjene en ærlig løn i danske butikker, så gerne for mig.

Men jeg undrer mig, hver gang jeg hører Mette Frederiksen eller Villy Søvndal tale om ledigheden, som om den eneste måde at få folk i arbejde på er ved at hæve det offentlige forbrug. Mine oplevelser med de svenske “gæstearbejdere” tyder nemlig på, at der er masser af arbejde at få, hvis blot man er villig til at tage fat.

Måske vi kunne lære noget af vores broderfolk, når det handler om at motivere folk til at komme i arbejde. Tag blot den danske dagpengeperiode, der med sine fire år ligger markant i top blandt andre nordiske lande, inklusiv Sverige, hvor den ligger på 1-2 år. Samtidig får danske dagpengemodtagere en markant højere ydelse, målt i forhold til deres tidligere løn. Efterløn kender de heller ikke til i folkhemmet. Intet under, at svenskerne skynder sig herover for at komme i job.

Ingen er nogen sinde død af at være tjener eller kasseassistent, heller ikke arbejdsløse akademikere. Uanset, hvor lang ens uddannelseer, eller hvad ens ønskejob er, er det langt bedre at være i job end at tulle rundt derhjemme. Ikke blot kan man glæde sig over, at man forsørger sig selv, uden at ligge andre til last. Det er også gavnligtat have noget at stå op til om morgenen; at vide, at man er værdsat idet job, man har.

Læs indlægget her på 180grader.dk samt kommentar

86 Comments January 31, 2010

Når kunst bliver interaktiv

Auditorium fra Cipher Prime er et vanedannende lille spil, som er svært at kategorisere. Lyder puzzle/musikinstrument/lysinstallation som en gang miskmask, så læs blot videre. Formålet med Auditorium er at styre en strøm af partikler, så de rammer små “musikkasser”. Når en kasse rammes, spiller den et stykke musik, og når alle kasserne er aktiverede, går man videre til næste bane. Til sin hjælp har man en række kugler, der påvirker strømmen på forskellig vis – f.eks. ved at afbøje eller tiltrække den. Der er ingen fjender, intet nedtællingsur og intet pointsystem.

Det lyder simpelt, og det tager da heller ikke lang tid at komme i gang, men at komme igennem banerne er sværere end som så. Netop som man har fået strømmen af partikler til at aktivere én musikkasse, opdager man, at en anden kasse, som man brugte lang tid på at aktivere, nu er tavs. Der findes mere end én løsning til hver bane, og nogle gange overrasker man sig selv med en særlig raffineret løsning.

En gratis demoversion er tilgængelig på spillets hjemmeside, hvor det kører på simpelt Flash, og det er også muligt at downloade til en iPhone. Det gør det til et stykke fristende tidsfordriv i toget eller som pusterum i en travl.

Auditorium er – ligesom Flower til PS3 – et spil, der sætter æstetikken over mere traditionelle spilleegenskaber som spænding og action. Dermed har det potentialet til at appellere til mennesker, der ellers ikke ville spille et computerspil. Hvilket naturligvis er en god nyhed for både underholdningshungrende forbrugere og spiludviklere på udkig efter et nyt marked.

På de lidt større linjer kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan den teknologiske udvikling har muliggjort en kreativ eksplosion indenfor computerspil. Dengang det krævede et helt firma at lave selv de simpleste spil, stødte man ikke blot op mod selve teknologiens begrænsninger. Når så meget afhang af spillets succes, var man næsten tvunget til at vælge det sikre.

I dag, hvor enhver med computersnilde og en god idé kan lave et computerspil – Auditorium blev lavet af to fyre i deres fritid – er det muligt at eksperimentere og gå efter mindre nicher. Og når man kan skære alle udgifterne til produktion af disketter, indpakning og transport væk ved simpelthen at lade kunderne downloade spillet, er det blevet lettere for uafhængige firmaer at skabe et hit.

Selvom det stadig er hårdt arbejde at lave et computerspil, kan man sige, at der er kommet en grad af leg ind over. Hvilket måske er meget naturligt, når det nu er meningen, at det også skal være en leg at spille.

27 Comments January 24, 2010

Previous page


Post categories

Links


Warning: gzinflate() [function.gzinflate]: data error in /storage/content/81/174381/jimmimeilstrup.com/public_html/wordpress/wp-includes/http.php on line 1787


Warning: gzinflate() [function.gzinflate]: data error in /storage/content/81/174381/jimmimeilstrup.com/public_html/wordpress/wp-includes/http.php on line 1787