Efter vælgerne pegede på republikaneren Scott Brown som senator i den (ellers gennemdemokratiske) amerikanske delstat Massachusetts, lader Obamas sundhedsreform til at være død som en sild. Demokraterne har simpelthen ikke stemmerne til at gennemtrumfe en nationalisering af sundhedssektoren, der i øvrigt har mødt markant modstand fra vælgerne.
Herhjemme tager journalister og kommentatorer sig til hovedet over de dumme amerikanere: “Hvorfor vil de dog ikke have et statsligt sundhedssystem, som vi har her i Danmark?”
I Danmark hersker der desværre en række myter og fordomme om det amerikanske sundhedsvæsen. I aviser og klasseværelser er der således enighed om, at “amerikanske tilstande” betyder, at fattige mennesker må ligge og dø på gaden, fordi de ikke har råd til at blive behandlet. Jeg vil i det følgende forsøge at punktere nogle af disse myter.
Sundhedsforsikringer
For det første er det en myte, at fattige mennesker ikke kan blive behandlet i USA. Lavtlønnede forældre og deres børn er således dækkede af den offentlige forsikringsordning Medicaid, mens alle ældre over 65 år samt handicappede og invalide er dækket af ordningen Medicare. Og hospitalerne er forpligtede til at behandle enhver patient i en nødsituation, hvor patientens liv eller lemmer ellers vil være i fare.
For det andet er det en myte, at hvis man ikke har en forsikring, er det fordi man ikke har mulighed for at få en. Halvdelen af dem, der mangler en forsikring, kunne faktisk godt få en forsikring, hvis de gjorde en indsats for at få en (PDF). Enten fordi de lever op til kravene til at blive dækket af en offentlig forsikring, men ikke har udfyldt papirerne. Eller fordi de tjener nok til at have råd til en forsikring, men alligevel ikke tegner en. Det er ofte unge og raske mennesker, der ikke mener, at de har brug for en forsikring.
En stor del af dem, der vitterlig ikke har mulighed for at få en forsikring, er uden tvivl illegale indvandrere, der kommer til USA i stort tal. Det er i sagens natur svært at få nøjagtige tal, da netop denne gruppe prøver at holde sig ude af myndighedernes søgelys, men et slag på tasken (PDF) lyder på 5,6 mio. Det er naturligvis ikke sjovt ikke at have en sundhedsforsikring, uanset hvilket land man kommer fra. Men det er altså ikke nogen kritik af det amerikanske sundhedssystem, at der er en masse fattige mennesker, der rejser til landet for at skabe sig et bedre liv der.
Hvad kritikerne glemmer
Det er også værd at kigge på nogle af de fordele ved det amerikanske sundhedssystem, som den danske venstrefløj overser. Som jeg tidligere har bemærket, er overlevelseschancerne for kræftramte større i USA end i Danmark, og ifølge OECD er ventetider på behandling markant kortere i USA (PDF). Hvad nytter det at have en statsbetalt sundhedsforsikring, hvis man dør eller mister førligheden på en venteliste?
USA spiller desuden en afgørende rolle i udviklingen af ny medicin. Ud af de 152 største præparater, der på verdensplan er blevet lanceret inden for de sidste 20 år, blev knap halvdelen udviklet i USA (PDF). Og otte af de top ti bedst sælgende præparater er produceret af amerikanske firmaer. Her i Danmark nyder vi derfor godt af USA’s frie sundhedsmarked.
Plads til forbedringer
Det amerikanske sundhedssystem er ikke perfekt, og jeg mener ikke, at vi skal kopiere det ned til mindste detalje. Men modsat hvad danske journalister og kommentatorer tror, er problemet ikke, at staten spiller en for lille rolle. Tværtimod er statslige indgreb med til at gøre sundhedsydelser dyrere.
I USA har hver stat en liste over ting, som en sundhedsforsikring skal dække. Det er selvfølgelig en god forretning for udbyderne af sundhedsydelserne, der derved kan tvinge forbrugerne til at købe deres produkt, hvad enten de har brug for det eller ej. Men det er ikke så smart for mennesker i f.eks. New York, hvor en forsikring lovpligtigt skal dække behandling for barnløshed – en behandling, der let koster over 10.000 dollars. Hvis det var muligt selv at sammensætte sin forsikring, ville mange lavtlønnede nok vælge en sådan behandling fra.
Forvridende skatteregler betyder desuden, at det er billige for arbejdsgivere at købe sundhedsforsikringer til deres ansatte, end hvis de ansatte selv skulle have købt dem. Den der betaler musikken, bestemmer også melodien, og det har en række skadelige effekter, at mange amerikaneres sundhedsydelser bliver betalt af en tredjepart. Amerikanerne bliver ikke opfordret til at være prisbevidste, og forsikringsselskaber må enten hæve priserne eller begrænse deres kunders adgang til sundhedsydelser.
USA’s sundhedssystem er på mange måder det danske overlegent, og lider ikke af nær så mange skavanker, som mange herhjemme tror. Ikke desto mindre kan flere få adgang til sundhedsforsikringer, hvis staten træder til side og lader det frie marked komme til.
February 3, 2010
I Danmark står vi altid klar med en varm hånd til dem, der ikke kan stå på egne ben. Det er en god tradition, men vi skal passe på ikke at give krykker til de, der sagtens kan gå selv.
For nogle år siden skrev medierne om Post Danmark i Nordsjællands besvær med at skaffe postbude. Der var tusindvis af ledige i Nordsjælland og København, så man skulle tro, at der var rift om arbejdspladserne. Men sådan gik det ikke. Arbejdsformidlingen gav 110 ledige besked på at søge job som postbud hos Post Danmark, men ikke en eneste ville tage arbejdet. Undskyldningerne var mange: Nogle hævdede ikke at kunne cykle, andre påstod, at deres ansøgning var blevet væk i posten. Og andre igen svarede, at det desværre ikke kunne blive til noget, fordi de stod og var på vej på ferie.
Til sidst måtte Post Danmark ansætte svenske postbude, så breve og arbejdsløshedschecks kunne komme ud til danskerne.
Denne historie kan jeg sagtens nikke genkendende til. Overalt i den københavnske servicebranche, hvad enten det er i butikker, på cafeer eller i restauranter, møder jeg ustandseligt svenske “gæstearbejdere”.Og ikke et ondt ord om dem. Vi skandinavere forstår heldigvis hinanden, og hvis svenskere kan tjene en ærlig løn i danske butikker, så gerne for mig.
Men jeg undrer mig, hver gang jeg hører Mette Frederiksen eller Villy Søvndal tale om ledigheden, som om den eneste måde at få folk i arbejde på er ved at hæve det offentlige forbrug. Mine oplevelser med de svenske “gæstearbejdere” tyder nemlig på, at der er masser af arbejde at få, hvis blot man er villig til at tage fat.
Måske vi kunne lære noget af vores broderfolk, når det handler om at motivere folk til at komme i arbejde. Tag blot den danske dagpengeperiode, der med sine fire år ligger markant i top blandt andre nordiske lande, inklusiv Sverige, hvor den ligger på 1-2 år. Samtidig får danske dagpengemodtagere en markant højere ydelse, målt i forhold til deres tidligere løn. Efterløn kender de heller ikke til i folkhemmet. Intet under, at svenskerne skynder sig herover for at komme i job.
Ingen er nogen sinde død af at være tjener eller kasseassistent, heller ikke arbejdsløse akademikere. Uanset, hvor lang ens uddannelseer, eller hvad ens ønskejob er, er det langt bedre at være i job end at tulle rundt derhjemme. Ikke blot kan man glæde sig over, at man forsørger sig selv, uden at ligge andre til last. Det er også gavnligtat have noget at stå op til om morgenen; at vide, at man er værdsat idet job, man har.
Læs indlægget her på 180grader.dk samt kommentar
January 31, 2010
Auditorium fra Cipher Prime er et vanedannende lille spil, som er svært at kategorisere. Lyder puzzle/musikinstrument/lysinstallation som en gang miskmask, så læs blot videre. Formålet med Auditorium er at styre en strøm af partikler, så de rammer små “musikkasser”. Når en kasse rammes, spiller den et stykke musik, og når alle kasserne er aktiverede, går man videre til næste bane. Til sin hjælp har man en række kugler, der påvirker strømmen på forskellig vis – f.eks. ved at afbøje eller tiltrække den. Der er ingen fjender, intet nedtællingsur og intet pointsystem.
Det lyder simpelt, og det tager da heller ikke lang tid at komme i gang, men at komme igennem banerne er sværere end som så. Netop som man har fået strømmen af partikler til at aktivere én musikkasse, opdager man, at en anden kasse, som man brugte lang tid på at aktivere, nu er tavs. Der findes mere end én løsning til hver bane, og nogle gange overrasker man sig selv med en særlig raffineret løsning.
En gratis demoversion er tilgængelig på spillets hjemmeside, hvor det kører på simpelt Flash, og det er også muligt at downloade til en iPhone. Det gør det til et stykke fristende tidsfordriv i toget eller som pusterum i en travl.
Auditorium er – ligesom Flower til PS3 – et spil, der sætter æstetikken over mere traditionelle spilleegenskaber som spænding og action. Dermed har det potentialet til at appellere til mennesker, der ellers ikke ville spille et computerspil. Hvilket naturligvis er en god nyhed for både underholdningshungrende forbrugere og spiludviklere på udkig efter et nyt marked.
På de lidt større linjer kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan den teknologiske udvikling har muliggjort en kreativ eksplosion indenfor computerspil. Dengang det krævede et helt firma at lave selv de simpleste spil, stødte man ikke blot op mod selve teknologiens begrænsninger. Når så meget afhang af spillets succes, var man næsten tvunget til at vælge det sikre.
I dag, hvor enhver med computersnilde og en god idé kan lave et computerspil – Auditorium blev lavet af to fyre i deres fritid – er det muligt at eksperimentere og gå efter mindre nicher. Og når man kan skære alle udgifterne til produktion af disketter, indpakning og transport væk ved simpelthen at lade kunderne downloade spillet, er det blevet lettere for uafhængige firmaer at skabe et hit.
Selvom det stadig er hårdt arbejde at lave et computerspil, kan man sige, at der er kommet en grad af leg ind over. Hvilket måske er meget naturligt, når det nu er meningen, at det også skal være en leg at spille.
January 24, 2010
Da Google i 2006 besluttede at gøre forretninger i Kina, blev selskabet udsat for massiv kritik. Det kommunistiske styre krævede søgeresultaterne censurerede, og det passede dårligt sammen med Googles motto, “Don’t Be Evil”, at kinesiske internetbrugere ikke kunne læse om bl.a. massakren på Den Himmelske Freds Plads.
Google forsvarede sig med, at censurerede resultater var bedre end slet ingen resultater, og at man modsat sin kinesiske konkurrent, Baidu, gjorde brugerne opmærksomme på, hvilke søgninger der var censurerede.
“We concluded that although we weren’t wild about the restrictions, it was even worse to not try to serve those users at all. We actually did an evil scale and decided not to serve at all was worse evil,” som Google CEO Eric Schmidt formulerede det.
Men firmaet skiftede holdning, efter at dets servere var blevet udsat for en sofistikeret hackning, hvor de kommunistiske myndigheder havde fået adgang til kinesiske menneskerettighedsforkæmperes gmail-konti. Det fik Google til at droppe censuren, hvilket førte til, at de prompte blev blokeret af “The Great Firewall of China”.
Frihandel gavner politisk frihed ved at løfte undertrykte befolkninger ud af fattigdom og give dem overskuddet til at bekæmpe regimer. “Når varer ikke krydser grænser, gør soldaterne det,” som den franske økonom Frédéric Bastiat engang sagde. Dette gør sig også gældende for internettet, der giver undertrykte befolkninger adgang til vestlig kultur og mulighed for at kaste lys over styrets overgreb – tænk blot på, hvordan iranske demonstranter sidste år brugte Twitter og YouTube til at dokumentere arrestationer og forfalskede valgresultater. I dette lys er det positivt, at Google gav den kinesiske befolkning adgang til i hvert fald nogle søgeresultater – og oplyste dem om, at deres kommunistiske herskere censurerede dem.
Der er bestemt grund til bekymring, når undertrykkerne bruger teknologien mod befolkningen, som at hacke deres email-konti. Alene ud fra et forretningsmæssigt synspunkt er det ikke en god idé, hvis ens kunder ikke kan have deres emails i fred, for ikke at nævne de personlige omkostninger, hvis frihedskæmpernes beskeder falder i de forkerte hænder.
I det lange løb må frihed dog komme gennem velstand, og velstand må komme gennem frihandel. Hvorvidt det fortsat skal være Google, der skal opfylde kinesernes søgebehov, eller om Microsoft overtager markedet, er af mindre betydning. Det vigtigste er, at både varer og bits fortsat får lov til at flyde over grænserne, og at kineserne en dag frigør sig fra kommunismens lænker.
January 17, 2010
I mit indlæg i går om Frankrigs uhensigtsmæssige annonce-skat nævnte jeg gruppen Radiohead, der fik succes med at lægge deres nye album ud på internettet og bede fans om at betale det beløb, de fandt passende. Måske kan en lignende model også fungere for aviser. Den amerikanske freelance-journalist Paige Williams gør i hvert fald forsøget med en artikel, som hun har skrevet uden at have fået penge for det. Artiklen, der er lagt ud på hendes hjemmeside, har kostet hende over 2.000 dollars at producere, og nu håber hun, at læsernes bidrag kan få det til at løbe rundt.
Forsøget er interessant, fordi artiklen er en af de lange, dybdegående artikler (6.000 ord), som vi altid får at vide vil forsvinde, når blogs og gratisaviser konkurrerer om opmærksomhed og annoncekroner. Paige Williams vil uden tvivl få en masse opmærksomhed for at prøve noget nyt, men hvorvidt hele dagbladsbranchen kan fungere efter denne forretningsmodel, er der ingen der ved.
Nyhedssiden Spot.us forsøger sig med en anden model. Her bringer journalister forslag til historier, som brugerne kan donere penge til. Når et bestemt beløb er blevet indsamlet, går journalisten i gang med historien, som lægges ud på hjemmesiden, tilgængelig for alle. Denne omvendte tilgang har både fordele og ulemper: Brugerne ved ikke, om historien er prisen værd, før den er produceret, men til gengæld er det lettere at få journalister til at investere deres arbejde, når de ved, at de får deres løn.
Traditionelle aviser har gennem flere år oplevet faldende oplag. Men i stedet for at ønske internettet hen hvor peberet gror, skulle journalister hellere se mulighederne i det nye medie. Som Jay Rosen, professor i journalistik, siger i en New York Times-artikel om Spot.us:
“[Avisernes] forretningsmodel fungerer ikke. Vi er ved et punkt, hvor ingen rent faktisk ved, hvor pengene skal komme fra i fremtiden. Min egen holdning er, at vi skal forsøge en masse nye ting. De fleste af dem vil ikke virke. Der vil være masser af fejlslagne forsøg. Men vi er nødt til at sætte en masse skibe i søen.”
Tjek i øvrigt 180grader.dk som er et glimrende eksempel på et nyt spændende koncept indenfor online nyhedsaviser i Danmark.
January 10, 2010
Knap seks ud af ti kræftpatienter får ikke den kontaktperson, som de ifølge loven er berettiget til. Det viser en undersøgelse ifølge Berlingske Tidende. Kontaktpersonen skal skabe et sammenhængende forløb i sygdomsbehandlingen, og Patientforeningen har “talrige eksempler på,at patienter har fået alvorlige komplikationer og i mindst ti tilfælde er døde, fordi ingen har haft overblik over sygdomsforløbet.”
Godt nok siger størstedelen af sygehusene i undersøgelsen, at de skam giver patienterne en kontaktperson, men hele 57 pct. af de adspurgte kræftpatienter svarer, at de ikke har fået en kontaktperson. “Det viser, at kontaktpersoner findes på papiret, men sjældent i virkeligheden,” som en af forskerne bag undersøgelsen, Mette Tuxen Faber fra Kræftens Bekæmpelse, siger.
Denne observation er med til at forklare, hvorfor kræftbehandlingen i Danmark halter efter lande, vi ellers sammenligner os med. Overlevelsesraten for lungekræft er således kun 5,6 år, hvis patienten er dansker, hvilket er betydeligt lavere, end hvis patienten er brite (7,0 år) eller svensker (8,8 år). Ligeledes for tarmkræft og prostatakræft, hvor den danske overlevelsesrate også befinder sig i bunden.
Anderledes ser det ud i USA. Her er overlevelsesraten for lungekræft 12 år, ikke mindre end 6,4 år længere end i Danmark. Det samme gør sig gældende for tarmkræft og prostatakræft, hvor den amerikanske patient i gennemsnit kan forvente at leve henholdsvis 22,5 år og 40,2 år længere end den danske patient. For kilden til disse tal,se denne PDF, side 19.
Hvad skyldes denne forskel? Nok ikke, at amerikanerne lever sundereend danskerne, og derfor klarer sig bedre igennem en kræftsygdom. Forklaringen skal nok snarere findes i forskellen på mentalitet de to landes sundhedssystemer i mellem. Omkring halvdelen af USA´s sundhedsudgifter betales af private, enten via forsikringer eller veddirekte brugerbetaling. Som i alle andre brancher har kunden altid ret, og man gør en større indsats for få bugt med sygdommen, med flere prøver, tidligere behandling og nyere former for medicin.
I Danmark betaler vi langt de fleste af vores sundhedsudgifter over skatten, og har kun pungen oppe af lommen, når vi er hos tandlægen. Det betyder, at sygehuset er ansvarlig over for politikerne, ikke patienterne. Det forklarer, hvorfor man går mere op i at skrivekontaktpersoner ned i de papirer, som loven kræver, end at sikre, at fru Jensen ved, hvem hun skal tale med om sin kemoterapi.
Det amerikanske system er ikke perfekt, og jeg siger ikke, at vi skal kopiere det ned til mindste detalje. Men en gang imellem ville detvære rart at have et sundhedssystem, der var til for patienternes skyld, ikke omvendt.
January 9, 2010
En rapport bestilt af den franske regering anbefaler en skat på Googles reklameindtægter. Ifølge forslaget skal det amerikanske IT-firma betale, hver gang en bruger i Frankrig klikker på en af firmaets banner-annoncer, og skatten ventes at indbringe op til 10 mio. euro om året. Pengene skal bruges til at hjælpe den franske pladebranche, som Google anklages for at skade ved at lade brugere søge efter piratkopierede sange på internettet. Præsident Nicolas Sarkozy har udtalt sig positivt om regeringsrapporten og dens forslag til at bekæmpe “Googles dominerende position”.
EU har allerede udtrykt betænkelighed ved støtten til pladebrancen, som man frygter kan være konkurrenceforvridende. Og tanken om at beskatte udenlandske firmaer for transaktioner, der ikke foregår på fransk grund, er om ikke andet kreativ.
Kritikere mener, at det ikke er teknisk muligt at opkræve en sådan skat, og at forslaget vil tvinge Google til at bære en uretmæssig stor byrde.
“Hvor trækker man grænsen? Argumentet er, at Google er skyld i faldende musikindtægter fordi folk ofte bruger Google til at søge efter ulovlige filer,” siger Mark Mulligan fra det amerikanske analysefirma Forrester Research. “Men hvad med computere? Uden en computer er det ikke muligt at downloade. Og hvad med elektriciteten, der får computeren til at køre?”
I stedet for at beskatte de annoncer, der gør det muligt at nyde gratis indhold på internettet, skulle de franske politikere hellere få øjnene op for det vækstmedie, som internettet er. Tjenester som iTunes kan introducere musikbrugerne til langt flere kunstnere, end hvis man var nødt til at bladre igennem pladerne i den lokale musique boutiqu. Og internettet gør det lettere for både veletablerede og nyopstartede kunstnere at få deres værker ud til så mange som muligt.
Et godt eksempel på et band, der har forstået at udnytte internettets muligheder, er britiske Radiohead. Da de udgav deres syvende album, “In Rainbows”, skete det uden om de etablerede pladeselskaber. I stedet lagde gruppen hele albummet ud på deres hjemmeside, hvorefter folk kunne betale den pris for albummet, som de ønskede.
Franske politikere ville sikkert have grebet sig til hovedet med et sacrebleu på læben, men kommercielt endte “In Rainbows” med at blive gruppens mest succesfulde album. Ikke blot tjente Radiohead flere penge på den digitale udgivelse end den samlede indtægt fra alle gruppens tidligere album. Men da albummet efter to måneder på hjemmesiden blev solgt som fysisk CD i butikker, strøg det op på førstepladsen af amerikanske og britiske hitlister. Og den efterfølgende turné blev gruppens største nogen sinde, med 1,2 millioner solgte billetter. Flere fans betyder flere penge, uanset hvordan man vender og drejer det.
Den franske regering skal nok modtage mange klapsalver fra de musikere, der får en bid af skattekagen. Men at tro, at internettet er musikkens fjende, er en fejltagelse.
January 9, 2010
Jeg er i gang med at læse bogen “Free: Er fremtiden gratis?” (2009, Børsens Forlag). Forfatteren, Chris Anderson, er chefredaktør på det amerikanske tech-magasin Wired, og hans bog er relevant for alle, der beskæftiger sig professionelt med internettet. Hans pointe er, at når produktionsomkostningerne går mod nul, er det en god forretning at give sit produkt væk gratis.
Smarte sælgere har i årevis lokket med gratis produkter. Og som endnu smartere forbrugere har opdaget, er slogans som “køb to, få den tredje gratis” blot et andet ord for mængderabat, mens “gratis levering” blot betyder, at leveringens pris er lagt oven i produktets pris. “Der er ikke noget, der hedder en gratis frokost,” som en gammel talemåde lyder.
Sådan forholder det sig i hvert fald i atomernes verden, hvor man skal indkøbe dobbelt så meget brød, hvis man vil smøre dobbelt så mange madder. Men i den digitale verden forholder det sig anderledes. Har man først én kopi af en sang koster det intet at lave kopi nummer to (hvilket giver ofre for piratkopiering mange grå hår i hovedet). Og den teknologiske udvikling inden for databehandling, -lagring og båndbredde foregår med eksplosiv hast. Resultatet er, at det bliver stadigt billigere at levere online-indhold.
Når omkostningerne ved at servicere 2.000 mennesker ikke er højere end omkostningerne ved at servicere 1.000 mennesker, kan det betale sig at forære indholdet væk og finde på nye måder at tjene penge.
Reklamefinansieret indhold har været kendt lige siden den første avisannonce. Den pris, læserne betaler for deres avis, dækker kun en brøkdel af udgifterne til at skrive, trykke og distribuere avisen; langt de fleste af indtægterne kommer fra annoncesalget. Med internettets fremkomst kan udgifterne til trykning og distribution skæres helt væk, og internetaviser kan således levere helt gratis nyheder.
Men der findes også andre modeller, der i endnu højere grad udnytter nettets muligheder for at tjene penge på gratis indhold. Den mest populære application på Facebook er spillet Farmville. I rollen som landmand skal spilleren pløje, så og høste forskellige afgrøder, ligesom man kan passe husdyr. Man bliver betalt i spillets digitale møntfod, Farmville-mønter, som bruges til at købe flere afgrøder og husdyr, udvide gården eller købe en traktor, så pløjningen går hurtigere.
Spillet er gratis, og langt de fleste brugere nyder spillet uden at betale en krone for det. Men for de, der er villige til at betale, venter der belønninger. Det er muligt at købe flere Farmville-mønter, ligesom der er visse husdyr og afgrøder, som kun kan købes, hvis man betaler i “hård valuta”. En ganske lille andel af brugerne køber sig til ekstraydelser, og det gør Farmville til en god forretning.
Modellen, hvor man giver noget gratis til en masse, så man kan sælge noget til nogle få, kaldes for “freemium” – en sammetrækning af ordet “free”, gratis, og “premium”, pristillæg. Kun i den digitale verden, hvor man uden ekstra omkostninger kan servicere de mange ikke-betalende brugere, kan en sådan forretningsmodel give overskud.
Som lukningen af Nyhedsavisen og de mange forladte blogs på internettet viser, er gratis indhold bestemt ingen garanti for succes. Men internettet og den digitale verden udgør en helt ny dimension, som det vil kræve kreativitet og nye forretningsmodeller at udforske.
January 3, 2010
Som følge af min involvering i luopent.com har jeg fået en naturlig interesse i Online gaming:-) Jeg er netop stødt på denne rapport omkring trenden indenfor Online gaming. Den er udviklet af GP Bullhound, som er en af Europas førende M&A huse indenfor teknologi, Internet og digitale medier. . Check it out: Gaming Trends – December 2009
December 28, 2009
Selv ikke i julen får vi lov at glemme, at Danmark er landet med verdens højeste skattetryk. Læs blot denne artikel, hvor skatteminister Kristian Jensen forklarer reglerne for beskatning af julegaver. Hvis man vil give en vingave til 5.000 kr. skal man først tjene 13.513 kr. for at få råd til gaven efter at have betalt topskat. Derefter skal man betale moms af vinen, på 1.000 kr. Og modtageren skal sandelig også betale skat af sin gave, helt præcis 3.150 kr. I alt tjener staten 12.663 kr., fordi vin for ti plovmænd skifter hænder.
Gaver er ikke det eneste område, hvor staten stabler afgifter oven på hinanden. Moms bliver således opkrævet af varens endelige pris, efter at man har betalt andre afgifter, såsom vægtafgift. Eller tag det gebyr på 150 kr., som det statsejede PostDanmark forlanger for at opkræve told – altså penge, man skal betale udover tolden. Afgifter af afgifter og gebyrer for at få lov til at betale told skal man vist være skatteminister for at elske.
“Men alle de penge får du jo tilbage i velfærd fra det offentlige,” lyder det fra skatteopkræveren. Det er selvfølgelig noget sludder. Som sagt har vi danskere verdens højeste skattetryk, men der er ingen ved deres fulde fem, der vil hævde, at vi har verdens bedste velfærdssystem. Vores skoler klarer sig i bedste fald middelmådigt i internationale sammenligninger, og hver femte elev, der forlader folkeskolen, er funktionel analfabet, ude af stand til at læse og forstå simple tekster. Der går knap en dag, uden at vi hører om nye svigt på de offentlige sygehuse, og danskerne flygter til de private hospitaler, så snart de får muligheden.
Vi får ikke nær så meget ud af vores skattepenge, som vi ville have fået, hvis vi havde fået lov til at beholde dem. I stedet går pengene til bureaukrati i det offentlige og til embedsmænd, der skal kontrollere, om vi får dyr vin i julegave.
Det er ikke en naturnødvendighed for Danmark at have så høje skatter. For blot 50 år siden var skattetrykket på 26 pct., uden at vi havde en social massegrav af den grund. Lidt at tænke på, når man nyder juleferien med sin famile og en god flaske vin. ;-)
December 28, 2009
Previous page