Bananrepublik på internettet
December 14, 2009
Intet her i verden kommer gratis. Heller ikke selv om man driver et selskab ved navn “Gratis Danmark”. Det har firmaet NoPayNet Danmark måtte sande, efter at Klagenævnet for Domænenavne har afvist deres forsøg på at snuppe et andet firmas domæne.
NoPayNet, der skal levere gratis internet til S-togene, har domænet gratis-danmark.dk (med bindestreg). Et andet firma, Limula ApS, ejer derimod gratisdanmark.dk (uden bindestreg), som NoPayNet gerne ville have fingre i.
Men klagenævnet kendte heldigvis til fordel for domænets oprindelige ejer, Limula. I sin kendelse [PDF] lægger nævnet vægt på, at både “gratis” og “Danmark” er almindelige ord, og at udtrykket “gratis Danmark” kan bruges til at beskrive enhver virksomhed, der udbyder gratis ydelser i Danmark.
Det er værd at sammenligne sagen med tvisten om Orango.dk, hvor den oprindelige ejer (der brugte “Orango” som sit alias på internettet) mistede domænet til firmaet Orango.
Orango.dk var ejet af privatpersonen Peter Veileborg, hvorimod gratisdanmark.dk er ejet af enkeltmandsvirksomheden Limula. Det kan altså betale sig at eje et firma, hvis man gerne vil beholde et domæne.
En lignende forskelsbehandling findes heldigvis ikke, når det angår fysisk ejendom. Tænk, hvis virksomheder kunne vade ind i ens hus og konfiskere ens indbo, fordi indboet havde “en langt større interesse og værdi” for virksomheden – for at citere kendelsen [PDF] om Orango.dk.
Vi har i Danmark en sund tradition for at respektere forskellen på dit og mit. Med undtagelse af skattefars bid af kagen kan vi regne med at beholde frugten af vores eget arbejde, i hvert fald når det kommer til fysisk ejendom. Men når det kommer til ejendom på nettet, er Danmark at sammenligne med en bananrepublik.
Filed under: Uncategorized
Leave a Comment
XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>
TrackBack URL | RSS feed for comments on this post.