Jimmi Meilstrup

Når internettet betaler en gratis frokost

January 3, 2010

Jeg er i gang med at læse bogen “Free: Er fremtiden gratis?” (2009, Børsens Forlag). Forfatteren, Chris Anderson, er chefredaktør på det amerikanske tech-magasin Wired, og hans bog er relevant for alle, der beskæftiger sig professionelt med internettet. Hans pointe er, at når produktionsomkostningerne går mod nul, er det en god forretning at give sit produkt væk gratis.

Smarte sælgere har i årevis lokket med gratis produkter. Og som endnu smartere forbrugere har opdaget, er slogans som “køb to, få den tredje gratis” blot et andet ord for mængderabat, mens “gratis levering” blot betyder, at leveringens pris er lagt oven i produktets pris. “Der er ikke noget, der hedder en gratis frokost,” som en gammel talemåde lyder.

Sådan forholder det sig i hvert fald i atomernes verden, hvor man skal indkøbe dobbelt så meget brød, hvis man vil smøre dobbelt så mange madder. Men i den digitale verden forholder det sig anderledes. Har man først én kopi af en sang koster det intet at lave kopi nummer to (hvilket giver ofre for piratkopiering mange grå hår i hovedet). Og den teknologiske udvikling inden for databehandling, -lagring og båndbredde foregår med eksplosiv hast. Resultatet er, at det bliver stadigt billigere at levere online-indhold.

Når omkostningerne ved at servicere 2.000 mennesker ikke er højere end omkostningerne ved at servicere 1.000 mennesker, kan det betale sig at forære indholdet væk og finde på nye måder at tjene penge.

Reklamefinansieret indhold har været kendt lige siden den første avisannonce. Den pris, læserne betaler for deres avis, dækker kun en brøkdel af udgifterne til at skrive, trykke og distribuere avisen; langt de fleste af indtægterne kommer fra annoncesalget. Med internettets fremkomst kan udgifterne til trykning og distribution skæres helt væk, og internetaviser kan således levere helt gratis nyheder.

Men der findes også andre modeller, der i endnu højere grad udnytter nettets muligheder for at tjene penge på gratis indhold. Den mest populære application på Facebook er spillet Farmville. I rollen som landmand skal spilleren pløje, så og høste forskellige afgrøder, ligesom man kan passe husdyr. Man bliver betalt i spillets digitale møntfod, Farmville-mønter, som bruges til at købe flere afgrøder og husdyr, udvide gården eller købe en traktor, så pløjningen går hurtigere.

Spillet er gratis, og langt de fleste brugere nyder spillet uden at betale en krone for det. Men for de, der er villige til at betale, venter der belønninger. Det er muligt at købe flere Farmville-mønter, ligesom der er visse husdyr og afgrøder, som kun kan købes, hvis man betaler i “hård valuta”. En ganske lille andel af brugerne køber sig til ekstraydelser, og det gør Farmville til en god forretning.

Modellen, hvor man giver noget gratis til en masse, så man kan sælge noget til nogle få, kaldes for “freemium” – en sammetrækning af ordet “free”, gratis, og “premium”, pristillæg. Kun i den digitale verden, hvor man uden ekstra omkostninger kan servicere de mange ikke-betalende brugere, kan en sådan forretningsmodel give overskud.

Som lukningen af Nyhedsavisen og de mange forladte blogs på internettet viser, er gratis indhold bestemt ingen garanti for succes. Men internettet og den digitale verden udgør en helt ny dimension, som det vil kræve kreativitet og nye forretningsmodeller at udforske.

Filed under: Online marketing