Reklamer på Twitter har stort potentiale

April 18, 2010

Forleden offentliggjorde mikroblog-siden Twitter, at brugerne snart ville få reklamer at se – eller “promoted tweets”, som Twitter selv kalder dem. Konceptet er enkelt: Firmaer kan købe bestemte nøgleord, og når brugere søger efter dette ord, vil et af firmaets tweets stå øverst på siden med søgeresultater. Reklame-tweeten vil være markeret, så brugere kan skelne mellem reklame og søgeresultater. Senere vil Twitter placere reklamer direkte i brugernes feed, tilpasset de personer, som brugeren følger. F.eks. vil en person, der interesser sig for musik, have større sandsynlighed for at modtage reklamer om nye albums.

Konceptet minder meget om de succesfulde reklamer på Googles søgesider, der også er baseret på brugernes søgninger. Dog med den forskel, at Twitters reklamer skal være noget, som firmaet bag allerede har tweetet. Twitter vil desuden måle reklamernes såkaldte “resonans”, der er et mål for, i hvor høj grad brugerne kommenterer reklamerne, sender dem videre til venner, klikker på links og så videre. Reklamer med lav resonans vil forsvinde fra søgeoversigten.

Kravet om resonans betyder, at reklame-tweets må adskille sig fra den gennemsnitlige bannerreklame, som brugeren belemres med. Reklame-tweeten må være interessant nok for brugerne til at de sender den videre eller diskuterer den. På samme måde som virale reklamer må reklame-tweets bidrage med noget af værdi, som brugerne vil dele med hinanden.

Siden 2006, hvor Twitter startede, har sidens eneste indtægt været en lille aftale med Google og Microsoft, der gav disses søgemaskiner adgang til live-opdaterede versioner af tweet-strømmen. Men takket være lave driftsomkostninger og en stab på blot 140 ansatte (per 3. marts 2010) har firmaet alligevel formået at give overskud, til forskel fra internetsucceser som Amazon og Facebook, der gav underskud de første år. På trods af sin lille størrelse har Twitter dog ingen problemer med at tiltrække øjne: Antallet af besøgende stiger eksplosivt, og i januar i år slog knap 75 mio. internetsurfere vejen forbi mikroblog-siden. Der er med andre ord et stort potentiale, nu hvor Twitter har en forretningsmodel, der for alvor skal forvandle de mange besøgende til penge på bankbogen.

Ikke alle er lige begejstrede for Twitters reklameplaner; nogle går så langt som til at kalde reklame-tweetsene for “onde”. Men kritikerne glemmer, at når firmaer som YouTube, Facebook, Gmail og ja, også Twitter, stiller gratis ydelser til rådighed for sine brugere, er det fordi firmaerne gerne vil tjene penge på at vise annoncer. Jagten på profit er ikke noget at skamme sig over, det er det, der driver hele den teknologiske udvikling og resulterer i dens mange fantastiske frugter.

Filed under: Web 2.0

3 Comments Leave a Comment

Leave a Comment

(required)

(required), (Hidden)

XHTML: You can use these tags: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

TrackBack URL  |  RSS feed for comments on this post.


Post categories

Links