Det lyder simpelt, og det tager da heller ikke lang tid at komme i gang, men at komme igennem banerne er sværere end som så. Netop som man har fået strømmen af partikler til at aktivere én musikkasse, opdager man, at en anden kasse, som man brugte lang tid på at aktivere, nu er tavs. Der findes mere end én løsning til hver bane, og nogle gange overrasker man sig selv med en særlig raffineret løsning.

En gratis demoversion er tilgængelig på spillets hjemmeside, hvor det kører på simpelt Flash, og det er også muligt at downloade til en iPhone. Det gør det til et stykke fristende tidsfordriv i toget eller som pusterum i en travl.

Auditorium er – ligesom Flower til PS3 – et spil, der sætter æstetikken over mere traditionelle spilleegenskaber som spænding og action. Dermed har det potentialet til at appellere til mennesker, der ellers ikke ville spille et computerspil. Hvilket naturligvis er en god nyhed for både underholdningshungrende forbrugere og spiludviklere på udkig efter et nyt marked.

På de lidt større linjer kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan den teknologiske udvikling har muliggjort en kreativ eksplosion indenfor computerspil. Dengang det krævede et helt firma at lave selv de simpleste spil, stødte man ikke blot op mod selve teknologiens begrænsninger. Når så meget afhang af spillets succes, var man næsten tvunget til at vælge det sikre.

I dag, hvor enhver med computersnilde og en god idé kan lave et computerspil – Auditorium blev lavet af to fyre i deres fritid – er det muligt at eksperimentere og gå efter mindre nicher. Og når man kan skære alle udgifterne til produktion af disketter, indpakning og transport væk ved simpelthen at lade kunderne downloade spillet, er det blevet lettere for uafhængige firmaer at skabe et hit.

Selvom det stadig er hårdt arbejde at lave et computerspil, kan man sige, at der er kommet en grad af leg ind over. Hvilket måske er meget naturligt, når det nu er meningen, at det også skal være en leg at spille.