Dot com-adressen kan fejre 25-års jubilæum. Den 15. marts 1985 registrerede computerfirmaet Symbolics adressen symbolics.com og blev dermed den første virksomhed på det kommercielle internet. Internettet blev dengang mest brugt af forskere og militæret til udveksling af data, og få havde nogen tiltro til de kommercielle muligheder i nettet: Apple ventede med at registrere sit første dot com-domæne til 1987, og først i 1991 kunne man surfe forbi adressen Microsoft.com. Og selv i 1997 var man kun nået op på en million dot com-adresser. Siden har meget ændret sig. Der eksisterer i dag knap 100 millioner. dot com-adresser, og hver eneste måned kommer der op mod trekvart million nye adresser til.
I sig selv er internettet intet andet end ledninger og servere, der forbinder computere med hinanden. Men det er netop denne enkelhed og mangel på central styring, der har gjort det kommercielle internet til den succes, det er. Blandt menneskets bedste kvaliteter er vores evne til at samarbejde, og nettet har gjort det lettere for os at finde samarbejdspartnere end nogensinde før. Vi køber ind, diskuterer, finder kærester eller gamle klassekammerater, ser film, læser nyheder, udfylder selvangivelser og meget andet på internettet. Og en stadig voksende del af os har et job, der ikke ville eksistere uden internettet.
Hvis en statslig myndighed havde planlagt internettet, ville meget have set anderledes ud. YouTube, Facebook, Wikipedia og andre tidsrøvere ville aldrig være noget, et centralbureaukrati ville prioritere ressourcer på. Hvem har dog tid til at kigge på videoer af dansende katte eller følge med i ens venners formåen i Farmville? Og hvorfor i al verden bruge et opslagsværk, som selv 5-årige kan redigere, når Den Store Danske Encyklopædi står klar på hylden i 20 binds læderindbunden ekspertviden?
For et eksempel på, hvordan internettet kunne have set ud med statslige bureaukrater ved roret, kig på tekst-tv: Sløvt at bruge, centralt bestemt indhold og ikke én pixel spildt på tant og fjas.
Netop fordi internettet er decentralt og forholdsvis ureguleret, har det bragt magten ud til folket. Undertrykkende regimer kan ikke længere styre mediestrømmen, når beretninger om overgreb mod civilbefolkningen havner på Twitter og YouTube. Som virksomhed skal man passe ekstra på, når enhver vred kunde kan oprette sin egen blog. Og vestlige regeringers forsøg på at stække ytringsfriheden mister noget af effekten, når borgerne kan gå ind på hjemmesider i andre lande og læse de forbudte ord.
Den ene internationale undersøgelse efter den anden bekræfter det: Danskerne er verdens lykkeligste folkefærd. Det kan være svært at forstå på en gennemsnitlig hverdag med regn, kulde og blæst. Og sure venstreorienterede står da også i kø for at fortælle, hvor meget de skammer sig over at være danske. Men selv på den mest forblæste regnvejrsdag kan jeg ikke give dem ret: Danmark er sgu et godt sted at leve.
Fra jeg fyldte 16 år har jeg boet i udlandet 20 pct. af mit “voksenliv”. Sidst boede jeg og min familie på Cypern i nogle år, så jeg har også prøvet at se Danmark på afstand. Der er rigtigt mange områder, hvor Danmark kunne lære noget af Cypern, og omvendt. Her kan jeg fremhæve den del af sundhedssystemt vi oplevede, skattesystemet og ikke mindst den ekstreme lave kriminalitet. Men med alt lagt sammen er Danmark nok det bedste sted at leve, selv om jeg savner Cypern.
Tag blot den danske sommer. Hvor kornet står smukt og gyldent, og hvor kønne piger i lårkort pynter i gadebilledet. På Cypern og i syden generelt er sommeren så ulidelig varm, at man alligevel ikke kan gøre andet end at sidde inde, og på de breddegrader falder mørket på, før man har set sig om. Så savner man virkelig den lune danske sommeraften, hvor man sidder længe ude og nyder et koldt glas, mens lyset langsomt svinder bort.
Og hvad er smukkere end Dannebrog, vajende fra den hvidmalede flagstang eller som et lille papirflag på det veldækkede fødselsdagsbord. Ikke som et tegn på indelukkethed og national selvtilfredshed, tværtimod. Jeg elsker Dannebrog, fordi det repræsenterer vores lands lange tradition for åbenhed og frihandel med resten af verden. Vi har altid forstået, at varer, skikke og mennesker fra andre lande kan styrke os. Og mens andre lande har sænket grænsebommene og ført protektionistisk politik, har handelsnationen Danmark vokset sig velstående.
Frisindet er også en rodfæstet del af den danske folkesjæl. Vi var det første land i verden, der tillod registreret partnerskab for homoseksuelle, og med pornoens frigivelse slog vi fast, at ytringsfriheden også gælder for dem, der ikke har tøj på. Modsat mange andre lande har kirken ikke stor politisk magt, og enhver er fri til at udøve sin religion, som det passer én.
Under 2. verdenskrig blev vores frihedsidealer virkelig sat på prøve. Og mens politikerne dukkede hovederne og førte samarbejdspolitik med nazisterne, satte almindelige danskere livet på spil i kampen mod besættelsesmagten, enten gennem sabotage eller ved at hjælpe forfulgte til udlandet. Vi kan takke USA og England for, at Danmark igen blev frit, men var det ikke for de mange modige modstandsfolk, ville totalitarismens ofre have været endnu mere talrige.
Når danskerne gang på gang kåres til det lykkeligste folk i verden, er det ikke fordi vi har en stor stat. I det kommunistiske Østtyskland fyldte staten endnu mere, og der man måtte bygge en mur for at forhindre folk i at flygte. Danskerne er lykkelige, fordi vi under al vores velfærdssnak holder borgerlige dyder i hævd, såsom frisind, åbenhed og modet til at kæmpe mod undertrykkelse. Dyder, der gør Danmark til et dejligt sted at leve.
Efter vælgerne pegede på republikaneren Scott Brown som senator i den (ellers gennemdemokratiske) amerikanske delstat Massachusetts, lader Obamas sundhedsreform til at være død som en sild. Demokraterne har simpelthen ikke stemmerne til at gennemtrumfe en nationalisering af sundhedssektoren, der i øvrigt har mødt markant modstand fra vælgerne.
Herhjemme tager journalister og kommentatorer sig til hovedet over de dumme amerikanere: “Hvorfor vil de dog ikke have et statsligt sundhedssystem, som vi har her i Danmark?”
I Danmark hersker der desværre en række myter og fordomme om det amerikanske sundhedsvæsen. I aviser og klasseværelser er der således enighed om, at “amerikanske tilstande” betyder, at fattige mennesker må ligge og dø på gaden, fordi de ikke har råd til at blive behandlet. Jeg vil i det følgende forsøge at punktere nogle af disse myter.
Sundhedsforsikringer
For det første er det en myte, at fattige mennesker ikke kan blive behandlet i USA. Lavtlønnede forældre og deres børn er således dækkede af den offentlige forsikringsordning Medicaid, mens alle ældre over 65 år samt handicappede og invalide er dækket af ordningen Medicare. Og hospitalerne er forpligtede til at behandle enhver patient i en nødsituation, hvor patientens liv eller lemmer ellers vil være i fare.
For det andet er det en myte, at hvis man ikke har en forsikring, er det fordi man ikke har mulighed for at få en. Halvdelen af dem, der mangler en forsikring, kunne faktisk godt få en forsikring, hvis de gjorde en indsats for at få en (PDF). Enten fordi de lever op til kravene til at blive dækket af en offentlig forsikring, men ikke har udfyldt papirerne. Eller fordi de tjener nok til at have råd til en forsikring, men alligevel ikke tegner en. Det er ofte unge og raske mennesker, der ikke mener, at de har brug for en forsikring.
En stor del af dem, der vitterlig ikke har mulighed for at få en forsikring, er uden tvivl illegale indvandrere, der kommer til USA i stort tal. Det er i sagens natur svært at få nøjagtige tal, da netop denne gruppe prøver at holde sig ude af myndighedernes søgelys, men et slag på tasken (PDF) lyder på 5,6 mio. Det er naturligvis ikke sjovt ikke at have en sundhedsforsikring, uanset hvilket land man kommer fra. Men det er altså ikke nogen kritik af det amerikanske sundhedssystem, at der er en masse fattige mennesker, der rejser til landet for at skabe sig et bedre liv der.
USA spiller desuden en afgørende rolle i udviklingen af ny medicin. Ud af de 152 største præparater, der på verdensplan er blevet lanceret inden for de sidste 20 år, blev knap halvdelen udviklet i USA (PDF). Og otte af de top ti bedst sælgende præparater er produceret af amerikanske firmaer. Her i Danmark nyder vi derfor godt af USA’s frie sundhedsmarked.
Plads til forbedringer
Det amerikanske sundhedssystem er ikke perfekt, og jeg mener ikke, at vi skal kopiere det ned til mindste detalje. Men modsat hvad danske journalister og kommentatorer tror, er problemet ikke, at staten spiller en for lille rolle. Tværtimod er statslige indgreb med til at gøre sundhedsydelser dyrere.
I USA har hver stat en liste over ting, som en sundhedsforsikring skal dække. Det er selvfølgelig en god forretning for udbyderne af sundhedsydelserne, der derved kan tvinge forbrugerne til at købe deres produkt, hvad enten de har brug for det eller ej. Men det er ikke så smart for mennesker i f.eks. New York, hvor en forsikring lovpligtigt skal dække behandling for barnløshed – en behandling, der let koster over 10.000 dollars. Hvis det var muligt selv at sammensætte sin forsikring, ville mange lavtlønnede nok vælge en sådan behandling fra.
Forvridende skatteregler betyder desuden, at det er billige for arbejdsgivere at købe sundhedsforsikringer til deres ansatte, end hvis de ansatte selv skulle have købt dem. Den der betaler musikken, bestemmer også melodien, og det har en række skadelige effekter, at mange amerikaneres sundhedsydelser bliver betalt af en tredjepart. Amerikanerne bliver ikke opfordret til at være prisbevidste, og forsikringsselskaber må enten hæve priserne eller begrænse deres kunders adgang til sundhedsydelser.
USA’s sundhedssystem er på mange måder det danske overlegent, og lider ikke af nær så mange skavanker, som mange herhjemme tror. Ikke desto mindre kan flere få adgang til sundhedsforsikringer, hvis staten træder til side og lader det frie marked komme til.
I Danmark står vi altid klar med en varm hånd til dem, der ikke kan stå på egne ben. Det er en god tradition, men vi skal passe på ikke at give krykker til de, der sagtens kan gå selv.
For nogle år siden skrev medierne om Post Danmark i Nordsjællands besvær med at skaffe postbude. Der var tusindvis af ledige i Nordsjælland og København, så man skulle tro, at der var rift om arbejdspladserne. Men sådan gik det ikke. Arbejdsformidlingen gav 110 ledige besked på at søge job som postbud hos Post Danmark, men ikke en eneste ville tage arbejdet. Undskyldningerne var mange: Nogle hævdede ikke at kunne cykle, andre påstod, at deres ansøgning var blevet væk i posten. Og andre igen svarede, at det desværre ikke kunne blive til noget, fordi de stod og var på vej på ferie.
Til sidst måtte Post Danmark ansætte svenske postbude, så breve og arbejdsløshedschecks kunne komme ud til danskerne.
Denne historie kan jeg sagtens nikke genkendende til. Overalt i den københavnske servicebranche, hvad enten det er i butikker, på cafeer eller i restauranter, møder jeg ustandseligt svenske “gæstearbejdere”.Og ikke et ondt ord om dem. Vi skandinavere forstår heldigvis hinanden, og hvis svenskere kan tjene en ærlig løn i danske butikker, så gerne for mig.
Men jeg undrer mig, hver gang jeg hører Mette Frederiksen eller Villy Søvndal tale om ledigheden, som om den eneste måde at få folk i arbejde på er ved at hæve det offentlige forbrug. Mine oplevelser med de svenske “gæstearbejdere” tyder nemlig på, at der er masser af arbejde at få, hvis blot man er villig til at tage fat.
Måske vi kunne lære noget af vores broderfolk, når det handler om at motivere folk til at komme i arbejde. Tag blot den danske dagpengeperiode, der med sine fire år ligger markant i top blandt andre nordiske lande, inklusiv Sverige, hvor den ligger på 1-2 år. Samtidig får danske dagpengemodtagere en markant højere ydelse, målt i forhold til deres tidligere løn. Efterløn kender de heller ikke til i folkhemmet. Intet under, at svenskerne skynder sig herover for at komme i job.
Ingen er nogen sinde død af at være tjener eller kasseassistent, heller ikke arbejdsløse akademikere. Uanset, hvor lang ens uddannelseer, eller hvad ens ønskejob er, er det langt bedre at være i job end at tulle rundt derhjemme. Ikke blot kan man glæde sig over, at man forsørger sig selv, uden at ligge andre til last. Det er også gavnligtat have noget at stå op til om morgenen; at vide, at man er værdsat idet job, man har.
Da Google i 2006 besluttede at gøre forretninger i Kina, blev selskabet udsat for massiv kritik. Det kommunistiske styre krævede søgeresultaterne censurerede, og det passede dårligt sammen med Googles motto, “Don’t Be Evil”, at kinesiske internetbrugere ikke kunne læse om bl.a. massakren på Den Himmelske Freds Plads.
Google forsvarede sig med, at censurerede resultater var bedre end slet ingen resultater, og at man modsat sin kinesiske konkurrent, Baidu, gjorde brugerne opmærksomme på, hvilke søgninger der var censurerede.
“We concluded that although we weren’t wild about the restrictions, it was even worse to not try to serve those users at all. We actually did an evil scale and decided not to serve at all was worse evil,” som Google CEO Eric Schmidt formulerede det.
Men firmaet skiftede holdning, efter at dets servere var blevet udsat for en sofistikeret hackning, hvor de kommunistiske myndigheder havde fået adgang til kinesiske menneskerettighedsforkæmperes gmail-konti. Det fik Google til at droppe censuren, hvilket førte til, at de prompte blev blokeret af “The Great Firewall of China”.
Frihandel gavner politisk frihed ved at løfte undertrykte befolkninger ud af fattigdom og give dem overskuddet til at bekæmpe regimer. “Når varer ikke krydser grænser, gør soldaterne det,” som den franske økonom Frédéric Bastiat engang sagde. Dette gør sig også gældende for internettet, der giver undertrykte befolkninger adgang til vestlig kultur og mulighed for at kaste lys over styrets overgreb – tænk blot på, hvordan iranske demonstranter sidste år brugte Twitter og YouTube til at dokumentere arrestationer og forfalskede valgresultater. I dette lys er det positivt, at Google gav den kinesiske befolkning adgang til i hvert fald nogle søgeresultater – og oplyste dem om, at deres kommunistiske herskere censurerede dem.
Der er bestemt grund til bekymring, når undertrykkerne bruger teknologien mod befolkningen, som at hacke deres email-konti. Alene ud fra et forretningsmæssigt synspunkt er det ikke en god idé, hvis ens kunder ikke kan have deres emails i fred, for ikke at nævne de personlige omkostninger, hvis frihedskæmpernes beskeder falder i de forkerte hænder.
I det lange løb må frihed dog komme gennem velstand, og velstand må komme gennem frihandel. Hvorvidt det fortsat skal være Google, der skal opfylde kinesernes søgebehov, eller om Microsoft overtager markedet, er af mindre betydning. Det vigtigste er, at både varer og bits fortsat får lov til at flyde over grænserne, og at kineserne en dag frigør sig fra kommunismens lænker.
Knap seks ud af ti kræftpatienter får ikke den kontaktperson, som de ifølge loven er berettiget til. Det viser en undersøgelse ifølge Berlingske Tidende. Kontaktpersonen skal skabe et sammenhængende forløb i sygdomsbehandlingen, og Patientforeningen har “talrige eksempler på,at patienter har fået alvorlige komplikationer og i mindst ti tilfælde er døde, fordi ingen har haft overblik over sygdomsforløbet.”
Godt nok siger størstedelen af sygehusene i undersøgelsen, at de skam giver patienterne en kontaktperson, men hele 57 pct. af de adspurgte kræftpatienter svarer, at de ikke har fået en kontaktperson. “Det viser, at kontaktpersoner findes på papiret, men sjældent i virkeligheden,” som en af forskerne bag undersøgelsen, Mette Tuxen Faber fra Kræftens Bekæmpelse, siger.
Denne observation er med til at forklare, hvorfor kræftbehandlingen i Danmark halter efter lande, vi ellers sammenligner os med. Overlevelsesraten for lungekræft er således kun 5,6 år, hvis patienten er dansker, hvilket er betydeligt lavere, end hvis patienten er brite (7,0 år) eller svensker (8,8 år). Ligeledes for tarmkræft og prostatakræft, hvor den danske overlevelsesrate også befinder sig i bunden.
Anderledes ser det ud i USA. Her er overlevelsesraten for lungekræft 12 år, ikke mindre end 6,4 år længere end i Danmark. Det samme gør sig gældende for tarmkræft og prostatakræft, hvor den amerikanske patient i gennemsnit kan forvente at leve henholdsvis 22,5 år og 40,2 år længere end den danske patient. For kilden til disse tal,se denne PDF, side 19.
Hvad skyldes denne forskel? Nok ikke, at amerikanerne lever sundereend danskerne, og derfor klarer sig bedre igennem en kræftsygdom. Forklaringen skal nok snarere findes i forskellen på mentalitet de to landes sundhedssystemer i mellem. Omkring halvdelen af USA´s sundhedsudgifter betales af private, enten via forsikringer eller veddirekte brugerbetaling. Som i alle andre brancher har kunden altid ret, og man gør en større indsats for få bugt med sygdommen, med flere prøver, tidligere behandling og nyere former for medicin.
I Danmark betaler vi langt de fleste af vores sundhedsudgifter over skatten, og har kun pungen oppe af lommen, når vi er hos tandlægen. Det betyder, at sygehuset er ansvarlig over for politikerne, ikke patienterne. Det forklarer, hvorfor man går mere op i at skrivekontaktpersoner ned i de papirer, som loven kræver, end at sikre, at fru Jensen ved, hvem hun skal tale med om sin kemoterapi.
Det amerikanske system er ikke perfekt, og jeg siger ikke, at vi skal kopiere det ned til mindste detalje. Men en gang imellem ville detvære rart at have et sundhedssystem, der var til for patienternes skyld, ikke omvendt.
“Enhver skal yde efter evne og nyde efter behov,” skrev Karl Marx. Engang var det dette kommunistiske slogan, der regerede i det danske sygehussystem. Jo længere ventelisterne var, jo større var sygehusenes “behov”, tænkte man og belønnede de sygehuse, der klarede sig dårligt, med endnu flere penge. Med det resultat, at hospitalslederne med ubønhørlig økonomisk logik lod ventelisterne og dermed også budgetterne vokse, år efter år.
Meget har heldigvis ændret sig siden. I dag er der sat faste priser på de forskellige behandlinger, med takster, der afhænger af sværhedsgraden af behandlingen. Hospitalerne betales derfor ud fra, hvor mange mennesker de rent faktisk hjælper. Samtidig har regeringen indført behandlingsgarantien, så man efter en måned på det offentliges venteliste kan få behandling på et privathospital.
At behandlingsgarantien har givet tusindvis af danskere mulighed for en hurtigere behandling udløser dog ingen bifald fra venstrefløjen. Her sætter man systemet højest og beklager sig over, at der tilføres privathospitalerne penge, som “tilhører” de offentlige sygehuse. Derfor har man også grebet Rigsrevisionens påstande om overbetaling af privathospitalerne med kyshånd.
Det er imidlertid værd at lægge mærke til, at privathospitalerne faktisk betales efter en lavere takst end de offentlige sygehuse for de samme behandlinger. For hver krone, et offentligt sygehus får for en behandling, får et privathospital kun 95 øre for den samme behandling.
Hvis venstrefløjen mener, at privathospitalerne er blevet overbetalt, må det altså være fordi, at de private kunne have gjort det endnu billigere. For tilhængere af det frie marked kan det ikke overraske, at konkurrence fører til mere effektive behandlinger. Hvis venstrefløjen nu er ved at komme til den samme konklusion, er der bestemt grund til at kippe med flaget:-)
I torsdags læste jeg i Børsens internetavis, at den franske storbank Société Générale forbereder sig på et globalt kollaps. Det står jo i skærende kontrast til mange andre bankers og økonomers spådomme, om at vi har nået bunden, og at vi nu er i gang med et mere eller mindre langsomt recovery.
Imidlertid står Société Générale ikke helt alene. Dr. Nouriel Roubini, professor på New York University’s Stern School of Business, og i daglig tale kaldt “Dr Doom”, mener, at vi rent faktisk igen befinder os i en boble, og at den seneste optur er ved at være færdig og at vi går mod endnu et crash, da den amerikanske regering snart er nødt til at hæve renten.
Nouriel Roubini er faktisk ikke den første økonom til at blive kaldt ”Dr Doom”. Den første – og ægte – Dr Doom, er Marc Faber, schweizisk økonom, contrarian investor og udgiver af ”The Gloom Boom & Doom Report”. Marc Faber ser endnu mere dystert på vores alle sammens fremtid. Han er faktisk af den opfattelse at USA inden længe vil gå bankerot, og at det kapitalistiske system som vi kender det i dag, vil gå ned med et brag inden for en periode på måske 3 til 10 år. Årsagen er naturligvis den lemfældige rente- og pengepolitik, der er ført og føres af henholdsvis nationalbanker og regeringer – i særdeleshed i USA.
Jeg vender snart tilbage med mere om dette emne – i mellemtiden brug ½ time på Marc Faber hér: