De fleste af hos af os har hørt om Fannie May og Freddie Mac – de to såkaldte ”government sponsered entities” som i princippet gik bankerot i forbindelse med subprime-krisen, men som selvfølgelig på grund af deres halvoffentlige status var ”for store til at fejle” og fik ubegrænset støtte fra den amerikanske regering/FED. Fannie og Freddies vanvittige opkøb og videresalg af dårlige realkreditlån var en af årsagerne til subprime-krisen og den efterfølgende finanskrise.
Hvad de fleste dog ikke ved er, at Bill Clinton også har en stor del af æren for subprime- og finanskrisen. Bill Clinton sørgede for at ”The Community Reinvestment Act” (CRA) – en lov der var blevet til under Jimmi Carter – fik ny næring under Clintons administration.
CRA var en lov som medførte, at banker ville blive sagsøgt, hvis de diskriminerede over for minoriteter og ikke gav dem realkreditlån i et omfang som stillede de offentlige myndigheder tilfredse. Samtidig var renten lav og hovedparten af det politiske establishment i USA var i en form for frenzy om at alle skulle have råd til egen bolig. Det så man f.eks. også i form af ”Equal Credit Opportunity Act”, Department of Housing and Urban Developments handlinger (satte godkendelsesstandarden ned for lavindkomstgrupper, når de søgte om realkreditlån og sagsøgte banker som ikke ville yde realkreditlån til minoriteter) og de skattefordele, der blev givet i forbindelse med huskøb.
Sammenholdt med den til stadighed alt for lave rente, der måtte stige til sidst, var kollapset uundgåeligt.
Det kan undre, at det er i kapitalismens højborg, man fører en helt igennem socialistisk boligpolitik. Én af grundene er naturligvis den skam en del amerikanere stadig føler over deres historie, altså behandlingen af sorte amerikanere. Imidlertid har det jo intet med hinanden at gøre og konsekvenserne har jo også været så vidtrækkende, og det er formentlig gået mest ud over dem, man har forsøgt at hjælpe. I øvrigt – USA er nok slet ikke er så kapitalistisk/liberal, når det kommer til stykket. Man hører jo igen og igen om indgribende lovgivning.
Boligboblen har tydeligvis medført, at alt for mange ressourcer har været allokeret til bygge- og boligindustrien og USA – lige som mange andre lande – vil komme til at lide under det mange år frem. Hovedansvaret er hos regeringer og nationalbanker. Det er de virkelige ansvarlige – ikke banker og finansinstitutioner – sidstnævnte har blot fulgt regeringernes og nationalbankernes udstukne linjer.
Jeg kan anbefale denne bog om finanskrisen: ”Meltdown: A Free-Market Look at Why the Stock Market Collapsed,the Economy Tanked, and Government Bailouts Will Make Things Worse” af Thomas E. Woods Jr.
I disse år mister papiraviserne læsere, og mange i medieverdenen har udset sig de gratis online-nyheder som syndebukkene. “Hvorfor skulle læserne dog betale for nyheder, hvis aviserne alligevel lægger dem gratis ud på hjemmesiden?” lyder det retorisk. Dette argument er besnærende, men er knap så overbevisende, når man ser på, hvilke aviser, der mister flest læsere.
På dagbladet Børsen har man bestemt ikke tilsluttet sig bevægelsen mod gratis indhold. Modsat alle andre landsdækkende aviser lægger Børsen ikke sine længere artikler ud på hjemmesiden, og selv på mediedatabasen Infomedia kan man kun læse uddrag af avisens artikler. Børsen producerer en vare, som kun abonnenterne har adgang til, og burde ifølge “gratis er skidt”-argumentet være den avis, der bedst formår at fastholde læserne.
Men sådan ser virkeligheden ikke ud. For nyligt opgjorde Gallups Aktualitetsindeks, hvordan det går med avisernes læsertal. Og mens alle aviser mistede læsere i 2009, har ingen mistet så mange af sine læsere som Børsen. Sidste år mistede avisen 36,3 pct. af sine læsere, hvilket er markant flere end konkurrenterne. 16,9 pct. af læserne svigtede således Berlingske Tidende, 14,5 pct. B.T., 15,1 pct. Jyllands-Posten, 12,3 pct. Politiken mens 10,6 procent færre læste Ekstra Bladet. At være karrig med indholdet lader derfor ikke til at være løsningen på avisernes krise.
Men hvordan klarede gratisaviserne sig så? MetroXpress var en af de aviser med det mindste tab, nemlig 5,6 pct. af læserne. Hvorimod gratisavisen Urban mistede næsten lige så mange læsere som Børsen, nemlig 30 pct., mens 24 timer mistede 20 pct. af sine læsere. Intet tyder således på, at gratisaviserne har fundet de vises sten i kampen om læsere.
Måske skyldes det, at selve aviskonceptet, hvad enten det er som gratis- eller betalingsversion, hører det tyvende århundrede til. At trykke nyheder på papir, som derefter skal sendes ud til forbrugerne, gav mening før internettets opfindelse. I dag er det lettere, hurtigere og billigere at hente sine nyheder online, og med e-readers som Kindle og den nye iPad er papiravisen ikke længere det eneste, man kan læse i toget.
Læsertal er selvfølgelig ikke alt; hvis aviserne ikke kan tjene penge at levere nyheder, er der ingen løn til journalisterne. Bannerannoncer er en populær måde at finansiere online-indhold: Giv nyhederne væk gratis og tjen penge på at få mange besøgende. Det er denne model, som Netavisen 180Grader.dk benytter sig af.
En anden tilgang er mikrobetaling for særligt eksklusivt indhold, som Berlingske Tidende så småt vil forsøge sig med.
Og så er der Flattr, et interessant nyt koncept, udviklet af Pirate Bay-stifteren Peter Sunde. Navnet er en sammentrækning af det engelske ord for smiger, “flatter”, og “flat rate”, og systemet går ud på, at man indbetaler et beløb på sin konto og herefter kan belønne bloggere, musikere, fotografer, filmskabere, hvis man synes deres værk fortjener det. Som forklaret i denne video:
Modsat mikrobetaling, som er et beløb, man må betale for at få adgang til indhold, er Flattr helt igennem frivilligt: En mikrobelønning. Artiklerne er gratis tilgængelig, både for dem, der donerer, og dem, der ikke donerer, og sangene er lige gode, hvad enten man giver lidt eller meget.
Dermed minder tjenesten lidt om nyhedssiden Spot.us (tidligere omtalt her) der allerede har succes med at appellere til læsernes gavmildhed. Det nye – og potentielt revolutionerende – ved Flattr er, at det er universelt. I stedet for at have forskellige konti på alverdens hjemmesider, skal brugerne blot indbetale penge ét sted, hvorefter pengene kan bruges overalt på nettet, hvad enten det er YouTube, Facebook eller en blog.
Det vil være ironisk, hvis nyhedsbranchen ender med at blive reddet af en af mændene bag Pirate Bay, der ellers er blevet udråbt til den store skurk. Og mange virksomheder vil nok heller ikke bryde sig om at være afhængige, ikke af deres kunders villighed til at købe et produkt, men af deres barmhjertighed til at betale for noget, de ellers kan få gratis. Men hvis aviser og andre medier skal appellere til en generation, der er vant til, at alt på nettet er gratis, skal de snart i gang med at tænke kreativt.
I Danmark står vi altid klar med en varm hånd til dem, der ikke kan stå på egne ben. Det er en god tradition, men vi skal passe på ikke at give krykker til de, der sagtens kan gå selv.
For nogle år siden skrev medierne om Post Danmark i Nordsjællands besvær med at skaffe postbude. Der var tusindvis af ledige i Nordsjælland og København, så man skulle tro, at der var rift om arbejdspladserne. Men sådan gik det ikke. Arbejdsformidlingen gav 110 ledige besked på at søge job som postbud hos Post Danmark, men ikke en eneste ville tage arbejdet. Undskyldningerne var mange: Nogle hævdede ikke at kunne cykle, andre påstod, at deres ansøgning var blevet væk i posten. Og andre igen svarede, at det desværre ikke kunne blive til noget, fordi de stod og var på vej på ferie.
Til sidst måtte Post Danmark ansætte svenske postbude, så breve og arbejdsløshedschecks kunne komme ud til danskerne.
Denne historie kan jeg sagtens nikke genkendende til. Overalt i den københavnske servicebranche, hvad enten det er i butikker, på cafeer eller i restauranter, møder jeg ustandseligt svenske “gæstearbejdere”.Og ikke et ondt ord om dem. Vi skandinavere forstår heldigvis hinanden, og hvis svenskere kan tjene en ærlig løn i danske butikker, så gerne for mig.
Men jeg undrer mig, hver gang jeg hører Mette Frederiksen eller Villy Søvndal tale om ledigheden, som om den eneste måde at få folk i arbejde på er ved at hæve det offentlige forbrug. Mine oplevelser med de svenske “gæstearbejdere” tyder nemlig på, at der er masser af arbejde at få, hvis blot man er villig til at tage fat.
Måske vi kunne lære noget af vores broderfolk, når det handler om at motivere folk til at komme i arbejde. Tag blot den danske dagpengeperiode, der med sine fire år ligger markant i top blandt andre nordiske lande, inklusiv Sverige, hvor den ligger på 1-2 år. Samtidig får danske dagpengemodtagere en markant højere ydelse, målt i forhold til deres tidligere løn. Efterløn kender de heller ikke til i folkhemmet. Intet under, at svenskerne skynder sig herover for at komme i job.
Ingen er nogen sinde død af at være tjener eller kasseassistent, heller ikke arbejdsløse akademikere. Uanset, hvor lang ens uddannelseer, eller hvad ens ønskejob er, er det langt bedre at være i job end at tulle rundt derhjemme. Ikke blot kan man glæde sig over, at man forsørger sig selv, uden at ligge andre til last. Det er også gavnligtat have noget at stå op til om morgenen; at vide, at man er værdsat idet job, man har.
Selv ikke i julen får vi lov at glemme, at Danmark er landet med verdens højeste skattetryk. Læs blot denne artikel, hvor skatteminister Kristian Jensen forklarer reglerne for beskatning af julegaver. Hvis man vil give en vingave til 5.000 kr. skal man først tjene 13.513 kr. for at få råd til gaven efter at have betalt topskat. Derefter skal man betale moms af vinen, på 1.000 kr. Og modtageren skal sandelig også betale skat af sin gave, helt præcis 3.150 kr. I alt tjener staten 12.663 kr., fordi vin for ti plovmænd skifter hænder.
Gaver er ikke det eneste område, hvor staten stabler afgifter oven på hinanden. Moms bliver således opkrævet af varens endelige pris, efter at man har betalt andre afgifter, såsom vægtafgift. Eller tag det gebyr på 150 kr., som det statsejede PostDanmark forlanger for at opkræve told – altså penge, man skal betale udover tolden. Afgifter af afgifter og gebyrer for at få lov til at betale told skal man vist være skatteminister for at elske.
“Men alle de penge får du jo tilbage i velfærd fra det offentlige,” lyder det fra skatteopkræveren. Det er selvfølgelig noget sludder. Som sagt har vi danskere verdens højeste skattetryk, men der er ingen ved deres fulde fem, der vil hævde, at vi har verdens bedste velfærdssystem. Vores skoler klarer sig i bedste fald middelmådigt i internationale sammenligninger, og hver femte elev, der forlader folkeskolen, er funktionel analfabet, ude af stand til at læse og forstå simple tekster. Der går knap en dag, uden at vi hører om nye svigt på de offentlige sygehuse, og danskerne flygter til de private hospitaler, så snart de får muligheden.
Vi får ikke nær så meget ud af vores skattepenge, som vi ville have fået, hvis vi havde fået lov til at beholde dem. I stedet går pengene til bureaukrati i det offentlige og til embedsmænd, der skal kontrollere, om vi får dyr vin i julegave.
Det er ikke en naturnødvendighed for Danmark at have så høje skatter. For blot 50 år siden var skattetrykket på 26 pct., uden at vi havde en social massegrav af den grund. Lidt at tænke på, når man nyder juleferien med sin famile og en god flaske vin. ;-)
Intet her i verden kommer gratis. Heller ikke selv om man driver et selskab ved navn “Gratis Danmark”. Det har firmaet NoPayNet Danmark måtte sande, efter at Klagenævnet for Domænenavne har afvist deres forsøg på at snuppe et andet firmas domæne.
NoPayNet, der skal levere gratis internet til S-togene, har domænet gratis-danmark.dk (med bindestreg). Et andet firma, Limula ApS, ejer derimod gratisdanmark.dk (uden bindestreg), som NoPayNet gerne ville have fingre i.
Men klagenævnet kendte heldigvis til fordel for domænets oprindelige ejer, Limula. I sin kendelse [PDF] lægger nævnet vægt på, at både “gratis” og “Danmark” er almindelige ord, og at udtrykket “gratis Danmark” kan bruges til at beskrive enhver virksomhed, der udbyder gratis ydelser i Danmark.
Det er værd at sammenligne sagen med tvisten om Orango.dk, hvor den oprindelige ejer (der brugte “Orango” som sit alias på internettet) mistede domænet til firmaet Orango.
Orango.dk var ejet af privatpersonen Peter Veileborg, hvorimod gratisdanmark.dk er ejet af enkeltmandsvirksomheden Limula. Det kan altså betale sig at eje et firma, hvis man gerne vil beholde et domæne.
En lignende forskelsbehandling findes heldigvis ikke, når det angår fysisk ejendom. Tænk, hvis virksomheder kunne vade ind i ens hus og konfiskere ens indbo, fordi indboet havde “en langt større interesse og værdi” for virksomheden – for at citere kendelsen [PDF] om Orango.dk.
Vi har i Danmark en sund tradition for at respektere forskellen på dit og mit. Med undtagelse af skattefars bid af kagen kan vi regne med at beholde frugten af vores eget arbejde, i hvert fald når det kommer til fysisk ejendom. Men når det kommer til ejendom på nettet, er Danmark at sammenligne med en bananrepublik.
Atomkraft er en ren, billig og sikker energikilde. I Frankrig kommer 80 pct. af strømmen fra atomkraft, og her har man en af de laveste elpriser i Europa. Modsat her i Danmark, hvor vi snart har opstillet vindmøller ved hver eneste havstrækning, og betaler mere for strømmen end borgere i alle andre europæiske lande.
Ironisk nok er det den samme fremskridtsangste venstrefløj, som i 70′erne stoppede atomkraften, som i dag råber på CO2-fri energi. Dengang blev der fremmanet dommedagsscenarier og sunget lange, bange sange om Barsebäck-værket, der stille og roligt lå og producerede strøm til vores svenske venner. Resultatet var en berøringsangst over for atomkraften, som stadig plager politikerne.
Frygt har altid været venstrefløjens foretrukne våben. Engang var det tanken om atomkrig, der holdt børn vågne om natten, i dag er det klimatruslen. “Isbjørnene drukner og de fattige børn i Afrika må gå fra hus og hjem, hvis ikke du husker at lukke køleskabet.”
Lad os nu få atomkraft her i Danmark. Og gerne uden skræmmekampagner, tak.
Lars Seier Christensen, kendt som stifter og direktør i Saxo Bank og som medarkitekt i tilblivelsen af Ny Alliance, har købt 40 pct. af anparterne i den borgerligt-liberale netavis 180grader.dk.
Gennem sit selskab Lars Seier Christensen Holding har gennem kapitalindskud tegnet nye anparter i netavisen.
Det betyder, at ejerkredsen er udvidet fra de fire nuværende, Kresten Buch, Ole Birk Olesen, Jimmi Meilstrup og Thomas Breitenbach Jensen.