Filed under: Web 2.0
Forleden offentliggjorde mikroblog-siden Twitter, at brugerne snart ville få reklamer at se – eller “promoted tweets”, som Twitter selv kalder dem. Konceptet er enkelt: Firmaer kan købe bestemte nøgleord, og når brugere søger efter dette ord, vil et af firmaets tweets stå øverst på siden med søgeresultater. Reklame-tweeten vil være markeret, så brugere kan skelne mellem reklame og søgeresultater. Senere vil Twitter placere reklamer direkte i brugernes feed, tilpasset de personer, som brugeren følger. F.eks. vil en person, der interesser sig for musik, have større sandsynlighed for at modtage reklamer om nye albums.
Konceptet minder meget om de succesfulde reklamer på Googles søgesider, der også er baseret på brugernes søgninger. Dog med den forskel, at Twitters reklamer skal være noget, som firmaet bag allerede har tweetet. Twitter vil desuden måle reklamernes såkaldte “resonans”, der er et mål for, i hvor høj grad brugerne kommenterer reklamerne, sender dem videre til venner, klikker på links og så videre. Reklamer med lav resonans vil forsvinde fra søgeoversigten.
Kravet om resonans betyder, at reklame-tweets må adskille sig fra den gennemsnitlige bannerreklame, som brugeren belemres med. Reklame-tweeten må være interessant nok for brugerne til at de sender den videre eller diskuterer den. På samme måde som virale reklamer må reklame-tweets bidrage med noget af værdi, som brugerne vil dele med hinanden.
Siden 2006, hvor Twitter startede, har sidens eneste indtægt været en lille aftale med Google og Microsoft, der gav disses søgemaskiner adgang til live-opdaterede versioner af tweet-strømmen. Men takket være lave driftsomkostninger og en stab på blot 140 ansatte (per 3. marts 2010) har firmaet alligevel formået at give overskud, til forskel fra internetsucceser som Amazon og Facebook, der gav underskud de første år. På trods af sin lille størrelse har Twitter dog ingen problemer med at tiltrække øjne: Antallet af besøgende stiger eksplosivt, og i januar i år slog knap 75 mio. internetsurfere vejen forbi mikroblog-siden. Der er med andre ord et stort potentiale, nu hvor Twitter har en forretningsmodel, der for alvor skal forvandle de mange besøgende til penge på bankbogen.
Ikke alle er lige begejstrede for Twitters reklameplaner; nogle går så langt som til at kalde reklame-tweetsene for “onde”. Men kritikerne glemmer, at når firmaer som YouTube, Facebook, Gmail og ja, også Twitter, stiller gratis ydelser til rådighed for sine brugere, er det fordi firmaerne gerne vil tjene penge på at vise annoncer. Jagten på profit er ikke noget at skamme sig over, det er det, der driver hele den teknologiske udvikling og resulterer i dens mange fantastiske frugter.
April 18, 2010
Dot com-adressen kan fejre 25-års jubilæum. Den 15. marts 1985 registrerede computerfirmaet Symbolics adressen symbolics.com og blev dermed den første virksomhed på det kommercielle internet. Internettet blev dengang mest brugt af forskere og militæret til udveksling af data, og få havde nogen tiltro til de kommercielle muligheder i nettet: Apple ventede med at registrere sit første dot com-domæne til 1987, og først i 1991 kunne man surfe forbi adressen Microsoft.com. Og selv i 1997 var man kun nået op på en million dot com-adresser. Siden har meget ændret sig. Der eksisterer i dag knap 100 millioner. dot com-adresser, og hver eneste måned kommer der op mod trekvart million nye adresser til.
I sig selv er internettet intet andet end ledninger og servere, der forbinder computere med hinanden. Men det er netop denne enkelhed og mangel på central styring, der har gjort det kommercielle internet til den succes, det er. Blandt menneskets bedste kvaliteter er vores evne til at samarbejde, og nettet har gjort det lettere for os at finde samarbejdspartnere end nogensinde før. Vi køber ind, diskuterer, finder kærester eller gamle klassekammerater, ser film, læser nyheder, udfylder selvangivelser og meget andet på internettet. Og en stadig voksende del af os har et job, der ikke ville eksistere uden internettet.
Hvis en statslig myndighed havde planlagt internettet, ville meget have set anderledes ud. YouTube, Facebook, Wikipedia og andre tidsrøvere ville aldrig være noget, et centralbureaukrati ville prioritere ressourcer på. Hvem har dog tid til at kigge på videoer af dansende katte eller følge med i ens venners formåen i Farmville? Og hvorfor i al verden bruge et opslagsværk, som selv 5-årige kan redigere, når Den Store Danske Encyklopædi står klar på hylden i 20 binds læderindbunden ekspertviden?
For et eksempel på, hvordan internettet kunne have set ud med statslige bureaukrater ved roret, kig på tekst-tv: Sløvt at bruge, centralt bestemt indhold og ikke én pixel spildt på tant og fjas.
Netop fordi internettet er decentralt og forholdsvis ureguleret, har det bragt magten ud til folket. Undertrykkende regimer kan ikke længere styre mediestrømmen, når beretninger om overgreb mod civilbefolkningen havner på Twitter og YouTube. Som virksomhed skal man passe ekstra på, når enhver vred kunde kan oprette sin egen blog. Og vestlige regeringers forsøg på at stække ytringsfriheden mister noget af effekten, når borgerne kan gå ind på hjemmesider i andre lande og læse de forbudte ord.
March 15, 2010
I gamle dage var kommunikation en ensrettet gade: Fra annoncøren til den potentielle kunde. Virksomheden indrykkede en annonce med sit budskab, og så havde læseren værsågod at sidde ned og være opmærksom. Sådan er det ikke længere. Med tjenester som Twitter, Facebook og YouTube er der opstået nye måder at sprede sine budskaber, og viral marketing er en af dem.
En af de første eksempler på viral marketing er den amerikanske kult-serie “Mystery Science Theater 3000″. Serien kørte kun på den dengang nystartede Comedy Central, og for at udvide seerskaren blev fans opfordret til at optage episoderne på VHS-bånd og dele dem med deres venner. Taktikken gav pote, og er utvivlsomt en del af forklaringen på, at et show, der udsatte sine seere for klip som dette, i 2007 kom på Time Magazines top-hundrede liste over bedste tv-serier.
Et andet tidligt eksempel på viral marketing var markedsføringen af filmen The Blair Witch Project og rygterne omkring den, ligesom Hotmail drog fordel af brugernes netværk ved at vedhæfte teksten “Get your private, free email at http://www.hotmail.com” til hver email.
Viral marketing er ikke det samme som mund-til-mund. Ved mund-til-mund gør en virksomhed noget, hvorefter kunden fortæller 5-10 venner om det. Måske er det en ny CD, som man anbefaler andre at købe, eller en dårlig oplevelse på en restaurant, som man fraråder andre at besøge. Men medmindre ens venner prøver produktet og får den samme oplevelse, er det meget usandsynligt, at de fortæller det videre. Et budskab spredt via mund-til-mund hurtigt dør ud, ligesom et ekko.
Viral marketing fungerer stik modsat: En person hører virksomhedens budskab og fortæller 5-10 venner om det. Hver ven fortæller det derefter videre til 5-10 andre venner, og så videre. Budskabet spredes gennem en selvforstærkende effekt, ofte uden virksomhedens hjælp (eller kontrol).
Fordelene ved viral marketing er åbenlyse: For det første er det billigt, da en vellykket kampagne kan nå millioner af mennesker uden dyre dagbladsannoncer eller tv-spots. For det andet skaber det større troværdighed, når afsenderen er ens svoger, i stedet for et ansigtsløst multinationalt firma. For det tredje kan den rette kampagne skabe et “buzz”, når folk taler med hinanden om produktet. F.eks. var kampagnen for Blair Witch-filmen så succesfuld, fordi den gav grobund for rygter om, hvorvidt filmen var fiktion eller fakta.
Men det er også muligt at brænde sig gevaldigt på viral marketing. Modsat traditionel envejs-kommunikation har virksomheden ikke længere kontrol over budskabet, når først kampagnen er skudt i gang. Ens brand kan derfor ende med at blive brugt i en sammenhæng, som man for alt i verden vil undgå.
Her kommer derfor et par tommelfingerregler til viral marketing, samt nogle kampagner, der enten var succesrige eller endte med at give bagslag.
(more…)
March 8, 2010
Google har med lanceringen af deres netværkstjeneste Buzz placeret foden i spinatbedet, hånden i hvepsereden og håret i postkassen. Tjenesten, der blev aktiveret i alle Gmail-konti uden at give brugerne mulighed for at vælge den fra, gjorde det muligt for andre at se ens hyppige email-kontakter.
Konen kunne måske se, at kontakten til en gammel flamme ikke var droppet. For et voldtægtsoffer betød Buzz, at oplysninger om, hvor hun bor og arbejder, blev afsløret for en voldelig eksmand, som hun kun kommunikerede med via en anonym Gmail-konto. Og kinesiske dissidenter – der i forvejen ikke havde det for let, da deres Gmail-konti for noget tid siden blev hacket af det kommunistiske styre – må i endnu højere grad vænne sig til at kigge sig over skulderen.
Fadæsen illustrerer, at privatliv ikke handler om, hvilke informationer man deler, men hvor meget kontrol man har over, hvad man deler. Mange af de informationer, som Buzz afslører, deler tusindvis af danskere i forvejen frivilligt på Facebook. Men Gmail-brugerne blev taget på sengen, da intime oplysninger om deres kontakter pludselig lå til fuld beskuelse på nettet.
Teknologi spiller en stadig større rolle i vores sociale liv – tænk på, hvor mange gange i løbet af en dag, du er i kontakt med dit netværk gennem email, sms, Facebook, chat, etc. Fremtidens udfordring består i at sikre vores personlige oplysninger, ikke blot mod udefrakommende hackere, men også mod ubetænksomme virksomheders åbenmundethed.
February 24, 2010