Da Google i 2006 besluttede at gøre forretninger i Kina, blev selskabet udsat for massiv kritik. Det kommunistiske styre krævede søgeresultaterne censurerede, og det passede dårligt sammen med Googles motto, “Don’t Be Evil”, at kinesiske internetbrugere ikke kunne læse om bl.a. massakren på Den Himmelske Freds Plads.
Google forsvarede sig med, at censurerede resultater var bedre end slet ingen resultater, og at man modsat sin kinesiske konkurrent, Baidu, gjorde brugerne opmærksomme på, hvilke søgninger der var censurerede.
“We concluded that although we weren’t wild about the restrictions, it was even worse to not try to serve those users at all. We actually did an evil scale and decided not to serve at all was worse evil,” som Google CEO Eric Schmidt formulerede det.
Men firmaet skiftede holdning, efter at dets servere var blevet udsat for en sofistikeret hackning, hvor de kommunistiske myndigheder havde fået adgang til kinesiske menneskerettighedsforkæmperes gmail-konti. Det fik Google til at droppe censuren, hvilket førte til, at de prompte blev blokeret af “The Great Firewall of China”.
Frihandel gavner politisk frihed ved at løfte undertrykte befolkninger ud af fattigdom og give dem overskuddet til at bekæmpe regimer. “Når varer ikke krydser grænser, gør soldaterne det,” som den franske økonom Frédéric Bastiat engang sagde. Dette gør sig også gældende for internettet, der giver undertrykte befolkninger adgang til vestlig kultur og mulighed for at kaste lys over styrets overgreb – tænk blot på, hvordan iranske demonstranter sidste år brugte Twitter og YouTube til at dokumentere arrestationer og forfalskede valgresultater. I dette lys er det positivt, at Google gav den kinesiske befolkning adgang til i hvert fald nogle søgeresultater – og oplyste dem om, at deres kommunistiske herskere censurerede dem.
Der er bestemt grund til bekymring, når undertrykkerne bruger teknologien mod befolkningen, som at hacke deres email-konti. Alene ud fra et forretningsmæssigt synspunkt er det ikke en god idé, hvis ens kunder ikke kan have deres emails i fred, for ikke at nævne de personlige omkostninger, hvis frihedskæmpernes beskeder falder i de forkerte hænder.
I det lange løb må frihed dog komme gennem velstand, og velstand må komme gennem frihandel. Hvorvidt det fortsat skal være Google, der skal opfylde kinesernes søgebehov, eller om Microsoft overtager markedet, er af mindre betydning. Det vigtigste er, at både varer og bits fortsat får lov til at flyde over grænserne, og at kineserne en dag frigør sig fra kommunismens lænker.
January 17, 2010
I mit indlæg i går om Frankrigs uhensigtsmæssige annonce-skat nævnte jeg gruppen Radiohead, der fik succes med at lægge deres nye album ud på internettet og bede fans om at betale det beløb, de fandt passende. Måske kan en lignende model også fungere for aviser. Den amerikanske freelance-journalist Paige Williams gør i hvert fald forsøget med en artikel, som hun har skrevet uden at have fået penge for det. Artiklen, der er lagt ud på hendes hjemmeside, har kostet hende over 2.000 dollars at producere, og nu håber hun, at læsernes bidrag kan få det til at løbe rundt.
Forsøget er interessant, fordi artiklen er en af de lange, dybdegående artikler (6.000 ord), som vi altid får at vide vil forsvinde, når blogs og gratisaviser konkurrerer om opmærksomhed og annoncekroner. Paige Williams vil uden tvivl få en masse opmærksomhed for at prøve noget nyt, men hvorvidt hele dagbladsbranchen kan fungere efter denne forretningsmodel, er der ingen der ved.
Nyhedssiden Spot.us forsøger sig med en anden model. Her bringer journalister forslag til historier, som brugerne kan donere penge til. Når et bestemt beløb er blevet indsamlet, går journalisten i gang med historien, som lægges ud på hjemmesiden, tilgængelig for alle. Denne omvendte tilgang har både fordele og ulemper: Brugerne ved ikke, om historien er prisen værd, før den er produceret, men til gengæld er det lettere at få journalister til at investere deres arbejde, når de ved, at de får deres løn.
Traditionelle aviser har gennem flere år oplevet faldende oplag. Men i stedet for at ønske internettet hen hvor peberet gror, skulle journalister hellere se mulighederne i det nye medie. Som Jay Rosen, professor i journalistik, siger i en New York Times-artikel om Spot.us:
“[Avisernes] forretningsmodel fungerer ikke. Vi er ved et punkt, hvor ingen rent faktisk ved, hvor pengene skal komme fra i fremtiden. Min egen holdning er, at vi skal forsøge en masse nye ting. De fleste af dem vil ikke virke. Der vil være masser af fejlslagne forsøg. Men vi er nødt til at sætte en masse skibe i søen.”
Tjek i øvrigt 180grader.dk som er et glimrende eksempel på et nyt spændende koncept indenfor online nyhedsaviser i Danmark.
January 10, 2010
Knap seks ud af ti kræftpatienter får ikke den kontaktperson, som de ifølge loven er berettiget til. Det viser en undersøgelse ifølge Berlingske Tidende. Kontaktpersonen skal skabe et sammenhængende forløb i sygdomsbehandlingen, og Patientforeningen har “talrige eksempler på,at patienter har fået alvorlige komplikationer og i mindst ti tilfælde er døde, fordi ingen har haft overblik over sygdomsforløbet.”
Godt nok siger størstedelen af sygehusene i undersøgelsen, at de skam giver patienterne en kontaktperson, men hele 57 pct. af de adspurgte kræftpatienter svarer, at de ikke har fået en kontaktperson. “Det viser, at kontaktpersoner findes på papiret, men sjældent i virkeligheden,” som en af forskerne bag undersøgelsen, Mette Tuxen Faber fra Kræftens Bekæmpelse, siger.
Denne observation er med til at forklare, hvorfor kræftbehandlingen i Danmark halter efter lande, vi ellers sammenligner os med. Overlevelsesraten for lungekræft er således kun 5,6 år, hvis patienten er dansker, hvilket er betydeligt lavere, end hvis patienten er brite (7,0 år) eller svensker (8,8 år). Ligeledes for tarmkræft og prostatakræft, hvor den danske overlevelsesrate også befinder sig i bunden.
Anderledes ser det ud i USA. Her er overlevelsesraten for lungekræft 12 år, ikke mindre end 6,4 år længere end i Danmark. Det samme gør sig gældende for tarmkræft og prostatakræft, hvor den amerikanske patient i gennemsnit kan forvente at leve henholdsvis 22,5 år og 40,2 år længere end den danske patient. For kilden til disse tal,se denne PDF, side 19.
Hvad skyldes denne forskel? Nok ikke, at amerikanerne lever sundereend danskerne, og derfor klarer sig bedre igennem en kræftsygdom. Forklaringen skal nok snarere findes i forskellen på mentalitet de to landes sundhedssystemer i mellem. Omkring halvdelen af USA´s sundhedsudgifter betales af private, enten via forsikringer eller veddirekte brugerbetaling. Som i alle andre brancher har kunden altid ret, og man gør en større indsats for få bugt med sygdommen, med flere prøver, tidligere behandling og nyere former for medicin.
I Danmark betaler vi langt de fleste af vores sundhedsudgifter over skatten, og har kun pungen oppe af lommen, når vi er hos tandlægen. Det betyder, at sygehuset er ansvarlig over for politikerne, ikke patienterne. Det forklarer, hvorfor man går mere op i at skrivekontaktpersoner ned i de papirer, som loven kræver, end at sikre, at fru Jensen ved, hvem hun skal tale med om sin kemoterapi.
Det amerikanske system er ikke perfekt, og jeg siger ikke, at vi skal kopiere det ned til mindste detalje. Men en gang imellem ville detvære rart at have et sundhedssystem, der var til for patienternes skyld, ikke omvendt.
January 9, 2010
En rapport bestilt af den franske regering anbefaler en skat på Googles reklameindtægter. Ifølge forslaget skal det amerikanske IT-firma betale, hver gang en bruger i Frankrig klikker på en af firmaets banner-annoncer, og skatten ventes at indbringe op til 10 mio. euro om året. Pengene skal bruges til at hjælpe den franske pladebranche, som Google anklages for at skade ved at lade brugere søge efter piratkopierede sange på internettet. Præsident Nicolas Sarkozy har udtalt sig positivt om regeringsrapporten og dens forslag til at bekæmpe “Googles dominerende position”.
EU har allerede udtrykt betænkelighed ved støtten til pladebrancen, som man frygter kan være konkurrenceforvridende. Og tanken om at beskatte udenlandske firmaer for transaktioner, der ikke foregår på fransk grund, er om ikke andet kreativ.
Kritikere mener, at det ikke er teknisk muligt at opkræve en sådan skat, og at forslaget vil tvinge Google til at bære en uretmæssig stor byrde.
“Hvor trækker man grænsen? Argumentet er, at Google er skyld i faldende musikindtægter fordi folk ofte bruger Google til at søge efter ulovlige filer,” siger Mark Mulligan fra det amerikanske analysefirma Forrester Research. “Men hvad med computere? Uden en computer er det ikke muligt at downloade. Og hvad med elektriciteten, der får computeren til at køre?”
I stedet for at beskatte de annoncer, der gør det muligt at nyde gratis indhold på internettet, skulle de franske politikere hellere få øjnene op for det vækstmedie, som internettet er. Tjenester som iTunes kan introducere musikbrugerne til langt flere kunstnere, end hvis man var nødt til at bladre igennem pladerne i den lokale musique boutiqu. Og internettet gør det lettere for både veletablerede og nyopstartede kunstnere at få deres værker ud til så mange som muligt.
Et godt eksempel på et band, der har forstået at udnytte internettets muligheder, er britiske Radiohead. Da de udgav deres syvende album, “In Rainbows”, skete det uden om de etablerede pladeselskaber. I stedet lagde gruppen hele albummet ud på deres hjemmeside, hvorefter folk kunne betale den pris for albummet, som de ønskede.
Franske politikere ville sikkert have grebet sig til hovedet med et sacrebleu på læben, men kommercielt endte “In Rainbows” med at blive gruppens mest succesfulde album. Ikke blot tjente Radiohead flere penge på den digitale udgivelse end den samlede indtægt fra alle gruppens tidligere album. Men da albummet efter to måneder på hjemmesiden blev solgt som fysisk CD i butikker, strøg det op på førstepladsen af amerikanske og britiske hitlister. Og den efterfølgende turné blev gruppens største nogen sinde, med 1,2 millioner solgte billetter. Flere fans betyder flere penge, uanset hvordan man vender og drejer det.
Den franske regering skal nok modtage mange klapsalver fra de musikere, der får en bid af skattekagen. Men at tro, at internettet er musikkens fjende, er en fejltagelse.
January 9, 2010
Jeg er i gang med at læse bogen “Free: Er fremtiden gratis?” (2009, Børsens Forlag). Forfatteren, Chris Anderson, er chefredaktør på det amerikanske tech-magasin Wired, og hans bog er relevant for alle, der beskæftiger sig professionelt med internettet. Hans pointe er, at når produktionsomkostningerne går mod nul, er det en god forretning at give sit produkt væk gratis.
Smarte sælgere har i årevis lokket med gratis produkter. Og som endnu smartere forbrugere har opdaget, er slogans som “køb to, få den tredje gratis” blot et andet ord for mængderabat, mens “gratis levering” blot betyder, at leveringens pris er lagt oven i produktets pris. “Der er ikke noget, der hedder en gratis frokost,” som en gammel talemåde lyder.
Sådan forholder det sig i hvert fald i atomernes verden, hvor man skal indkøbe dobbelt så meget brød, hvis man vil smøre dobbelt så mange madder. Men i den digitale verden forholder det sig anderledes. Har man først én kopi af en sang koster det intet at lave kopi nummer to (hvilket giver ofre for piratkopiering mange grå hår i hovedet). Og den teknologiske udvikling inden for databehandling, -lagring og båndbredde foregår med eksplosiv hast. Resultatet er, at det bliver stadigt billigere at levere online-indhold.
Når omkostningerne ved at servicere 2.000 mennesker ikke er højere end omkostningerne ved at servicere 1.000 mennesker, kan det betale sig at forære indholdet væk og finde på nye måder at tjene penge.
Reklamefinansieret indhold har været kendt lige siden den første avisannonce. Den pris, læserne betaler for deres avis, dækker kun en brøkdel af udgifterne til at skrive, trykke og distribuere avisen; langt de fleste af indtægterne kommer fra annoncesalget. Med internettets fremkomst kan udgifterne til trykning og distribution skæres helt væk, og internetaviser kan således levere helt gratis nyheder.
Men der findes også andre modeller, der i endnu højere grad udnytter nettets muligheder for at tjene penge på gratis indhold. Den mest populære application på Facebook er spillet Farmville. I rollen som landmand skal spilleren pløje, så og høste forskellige afgrøder, ligesom man kan passe husdyr. Man bliver betalt i spillets digitale møntfod, Farmville-mønter, som bruges til at købe flere afgrøder og husdyr, udvide gården eller købe en traktor, så pløjningen går hurtigere.
Spillet er gratis, og langt de fleste brugere nyder spillet uden at betale en krone for det. Men for de, der er villige til at betale, venter der belønninger. Det er muligt at købe flere Farmville-mønter, ligesom der er visse husdyr og afgrøder, som kun kan købes, hvis man betaler i “hård valuta”. En ganske lille andel af brugerne køber sig til ekstraydelser, og det gør Farmville til en god forretning.
Modellen, hvor man giver noget gratis til en masse, så man kan sælge noget til nogle få, kaldes for “freemium” – en sammetrækning af ordet “free”, gratis, og “premium”, pristillæg. Kun i den digitale verden, hvor man uden ekstra omkostninger kan servicere de mange ikke-betalende brugere, kan en sådan forretningsmodel give overskud.
Som lukningen af Nyhedsavisen og de mange forladte blogs på internettet viser, er gratis indhold bestemt ingen garanti for succes. Men internettet og den digitale verden udgør en helt ny dimension, som det vil kræve kreativitet og nye forretningsmodeller at udforske.
January 3, 2010
Som følge af min involvering i luopent.com har jeg fået en naturlig interesse i Online gaming:-) Jeg er netop stødt på denne rapport omkring trenden indenfor Online gaming. Den er udviklet af GP Bullhound, som er en af Europas førende M&A huse indenfor teknologi, Internet og digitale medier. . Check it out: Gaming Trends – December 2009
December 28, 2009
Selv ikke i julen får vi lov at glemme, at Danmark er landet med verdens højeste skattetryk. Læs blot denne artikel, hvor skatteminister Kristian Jensen forklarer reglerne for beskatning af julegaver. Hvis man vil give en vingave til 5.000 kr. skal man først tjene 13.513 kr. for at få råd til gaven efter at have betalt topskat. Derefter skal man betale moms af vinen, på 1.000 kr. Og modtageren skal sandelig også betale skat af sin gave, helt præcis 3.150 kr. I alt tjener staten 12.663 kr., fordi vin for ti plovmænd skifter hænder.
Gaver er ikke det eneste område, hvor staten stabler afgifter oven på hinanden. Moms bliver således opkrævet af varens endelige pris, efter at man har betalt andre afgifter, såsom vægtafgift. Eller tag det gebyr på 150 kr., som det statsejede PostDanmark forlanger for at opkræve told – altså penge, man skal betale udover tolden. Afgifter af afgifter og gebyrer for at få lov til at betale told skal man vist være skatteminister for at elske.
“Men alle de penge får du jo tilbage i velfærd fra det offentlige,” lyder det fra skatteopkræveren. Det er selvfølgelig noget sludder. Som sagt har vi danskere verdens højeste skattetryk, men der er ingen ved deres fulde fem, der vil hævde, at vi har verdens bedste velfærdssystem. Vores skoler klarer sig i bedste fald middelmådigt i internationale sammenligninger, og hver femte elev, der forlader folkeskolen, er funktionel analfabet, ude af stand til at læse og forstå simple tekster. Der går knap en dag, uden at vi hører om nye svigt på de offentlige sygehuse, og danskerne flygter til de private hospitaler, så snart de får muligheden.
Vi får ikke nær så meget ud af vores skattepenge, som vi ville have fået, hvis vi havde fået lov til at beholde dem. I stedet går pengene til bureaukrati i det offentlige og til embedsmænd, der skal kontrollere, om vi får dyr vin i julegave.
Det er ikke en naturnødvendighed for Danmark at have så høje skatter. For blot 50 år siden var skattetrykket på 26 pct., uden at vi havde en social massegrav af den grund. Lidt at tænke på, når man nyder juleferien med sin famile og en god flaske vin. ;-)
December 28, 2009
“Enhver skal yde efter evne og nyde efter behov,” skrev Karl Marx. Engang var det dette kommunistiske slogan, der regerede i det danske sygehussystem. Jo længere ventelisterne var, jo større var sygehusenes “behov”, tænkte man og belønnede de sygehuse, der klarede sig dårligt, med endnu flere penge. Med det resultat, at hospitalslederne med ubønhørlig økonomisk logik lod ventelisterne og dermed også budgetterne vokse, år efter år.
Meget har heldigvis ændret sig siden. I dag er der sat faste priser på de forskellige behandlinger, med takster, der afhænger af sværhedsgraden af behandlingen. Hospitalerne betales derfor ud fra, hvor mange mennesker de rent faktisk hjælper. Samtidig har regeringen indført behandlingsgarantien, så man efter en måned på det offentliges venteliste kan få behandling på et privathospital.
At behandlingsgarantien har givet tusindvis af danskere mulighed for en hurtigere behandling udløser dog ingen bifald fra venstrefløjen. Her sætter man systemet højest og beklager sig over, at der tilføres privathospitalerne penge, som “tilhører” de offentlige sygehuse. Derfor har man også grebet Rigsrevisionens påstande om overbetaling af privathospitalerne med kyshånd.
Det er imidlertid værd at lægge mærke til, at privathospitalerne faktisk betales efter en lavere takst end de offentlige sygehuse for de samme behandlinger. For hver krone, et offentligt sygehus får for en behandling, får et privathospital kun 95 øre for den samme behandling.
Hvis venstrefløjen mener, at privathospitalerne er blevet overbetalt, må det altså være fordi, at de private kunne have gjort det endnu billigere. For tilhængere af det frie marked kan det ikke overraske, at konkurrence fører til mere effektive behandlinger. Hvis venstrefløjen nu er ved at komme til den samme konklusion, er der bestemt grund til at kippe med flaget:-)
December 22, 2009
Intet her i verden kommer gratis. Heller ikke selv om man driver et selskab ved navn “Gratis Danmark”. Det har firmaet NoPayNet Danmark måtte sande, efter at Klagenævnet for Domænenavne har afvist deres forsøg på at snuppe et andet firmas domæne.
NoPayNet, der skal levere gratis internet til S-togene, har domænet gratis-danmark.dk (med bindestreg). Et andet firma, Limula ApS, ejer derimod gratisdanmark.dk (uden bindestreg), som NoPayNet gerne ville have fingre i.
Men klagenævnet kendte heldigvis til fordel for domænets oprindelige ejer, Limula. I sin kendelse [PDF] lægger nævnet vægt på, at både “gratis” og “Danmark” er almindelige ord, og at udtrykket “gratis Danmark” kan bruges til at beskrive enhver virksomhed, der udbyder gratis ydelser i Danmark.
Det er værd at sammenligne sagen med tvisten om Orango.dk, hvor den oprindelige ejer (der brugte “Orango” som sit alias på internettet) mistede domænet til firmaet Orango.
Orango.dk var ejet af privatpersonen Peter Veileborg, hvorimod gratisdanmark.dk er ejet af enkeltmandsvirksomheden Limula. Det kan altså betale sig at eje et firma, hvis man gerne vil beholde et domæne.
En lignende forskelsbehandling findes heldigvis ikke, når det angår fysisk ejendom. Tænk, hvis virksomheder kunne vade ind i ens hus og konfiskere ens indbo, fordi indboet havde “en langt større interesse og værdi” for virksomheden – for at citere kendelsen [PDF] om Orango.dk.
Vi har i Danmark en sund tradition for at respektere forskellen på dit og mit. Med undtagelse af skattefars bid af kagen kan vi regne med at beholde frugten af vores eget arbejde, i hvert fald når det kommer til fysisk ejendom. Men når det kommer til ejendom på nettet, er Danmark at sammenligne med en bananrepublik.
December 14, 2009
Det er godt at se, at al det klimahysteri i hvert fald har kastet én god ting af sig: Et flertal af danskerne er nu positive over for atomkraft.
Atomkraft er en ren, billig og sikker energikilde. I Frankrig kommer 80 pct. af strømmen fra atomkraft, og her har man en af de laveste elpriser i Europa. Modsat her i Danmark, hvor vi snart har opstillet vindmøller ved hver eneste havstrækning, og betaler mere for strømmen end borgere i alle andre europæiske lande.
Ironisk nok er det den samme fremskridtsangste venstrefløj, som i 70′erne stoppede atomkraften, som i dag råber på CO2-fri energi. Dengang blev der fremmanet dommedagsscenarier og sunget lange, bange sange om Barsebäck-værket, der stille og roligt lå og producerede strøm til vores svenske venner. Resultatet var en berøringsangst over for atomkraften, som stadig plager politikerne.
Frygt har altid været venstrefløjens foretrukne våben. Engang var det tanken om atomkrig, der holdt børn vågne om natten, i dag er det klimatruslen. “Isbjørnene drukner og de fattige børn i Afrika må gå fra hus og hjem, hvis ikke du husker at lukke køleskabet.”
Lad os nu få atomkraft her i Danmark. Og gerne uden skræmmekampagner, tak.
December 7, 2009
Next page
Previous page